I en ny undersøgelse, som er publiceret i Genome Research, har forskere undersøgt viruspopulationer i den menneskelige tarm. Det har kastet nyt lys på tarmens sammensætning, hvordan den er forskellig fra menneske til menneske, og hvordan tarmen reagerer på ændringer i kosten. Det skriver Medicalxpress.
»Undersøgelsen giver os en ny forståelse af den kæmpemæssige mængde af vira, som lever i den menneskelige tarm. Vi har fundet ud af, at den varierer utrolig meget fra et menneske til et andet, og at ændringer i kosten kan påvirke ikke alene bakteriepopulationer, men også viruspopulationer,« siger en af forskerne bag, dr. Frederic Bushman fra the University of Pennsylvania.