KORT NYT FRA UDLANDET:
Natten til mandag ramte GOCE-satellitten Jordens atmosfære, skriver Det europæiske Rumagentur ESA i en pressemeddelelse.
Som forventet brændte satellitten op i den øverste del af atmosfæren, men ESA anslår, at omkring 25 procent af den 1.100 kilo tunge satellit når frem til Jordens overflade. Det er uvist præcist hvor, satellitstumperne er ramlet ned.
ESA understreger, at resterne fra GOCE-satellitten kun er en lille del af de rumfartsobjekter, som rammer Jorden.
»I løbet af 56 års rumfart er omkring 15.000 tons menneskeskabte rum-objekter vendt tilbage til atmosfæren uden at forårsage en eneste skade på mennesker indtil nu,« siger Heiner Klinkrad fra ESA i pressemeddelelsen.
Forkortelsen GOCE står for Gravity field and steady-state Ocean Circulation Explorer, og i løbet af de mere end fire år GOCE-satelliten har været i luften har den blandt andet hjulpet forskerne til at lave præcise målinger af Jordens tyngdefelt og få øget forståelse havstrømmene på Jorden.
Du kan læse meget mere om GOCE-satellitten i denne spændende artikel.
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.