KORT NYT FRA UDLANDET:
I går blev nobelprisen i medicin 2014 tildelt til tre forskere, der i fællesskab har løst gåden om, hvordan stoffer bliver transporteret rundt i cellerne. Og mens alle tre forskere udtrykte taknemmelighed for prisen, så var de alligevel tynget af bekymringer om fremtidens forskning efter i årevis at have iagttaget, hvordan der er blevet skåret ned på bevillinger til forskningsarbejde. Det skriver Washington Post.
Randy Schekman, der opdagede et sæt gener, der er nødvendige for celletransporten sagde til Washington Post, at nobelprisen fik ham til at reflektere over, hvordan hans oprindelige idé, som han begyndte at udforske 70’erne, ville have klaret sig i nutidens deprimerende bevillingsklima:
»Det ville have været meget, meget sværere at få støtte.«
James Rothman, der har opdaget en af celletransportens særlige mekanismer, tilføjer ligeledes til Washington Post: »Ville jeg have været i stand til at tage initiativet, tage risikoen? Jeg er ganske bekymret for, at det ville jeg ikke have været.«
Den tredje nobelprismodtager i medicin, tyske Thomas Südhof, delte sine amerikanske kollegaers bekymringer.
»(Bevillingssituationen, red.) bekymrer mig umådeligt meget. Jeg tror på, at der er en fare… at systemet vil stoppe og vi ikke vil udvikle os med en hastighed, der gavner nationen,« sagde han til Washington Post.
Nobelpriserne 2014 bliver uddelt ved Nobelförsamlingen vid Karolinska Institutet i denne uge. Senere i dag offentliggøres dette års nobelprismodtager i fysik.
Læs også:
Nobelprisen i medicin gives til opdagelse af transportsystem i celler
Dansk kemiker stolt af Nobels fredspris
Kritik af Nobelprisen i økonomi
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ks