Over syv kilo klippe, deriblandt en klump på over et kilo, faldt ned i den marokkanske ørken sidste år. Klipperne blev set stryge hen over himlen i en ildkugle i juli, men blev først fundet i slutningen af december.
Og i dag kan en særlig komite af forskere, deriblandt flere fra Nasa, bekræfte, at fundet virkelig stammer fra den røde planet, skriver Politiken.dk.
Det er kun femte gang nogensinde, at det har været muligt at bekræfte oprindelsen af helt nye meteoriter fra Mars.
Sidste gang en ‘frisk’ sten fra planeten faldt ned på Jorden og blev fundet, var tilbage i 1962, skriver nyhedsbureauet AP.
Astronomer mener, at noget stort ramte Mars for millioner af år siden, hvilket sendte klipper ud i verdensrummet med høj fart.
Efter en meget lang rejse ankom et af stykkerne til Jordens atmosfære, hvor den gik i mindre stykker. Det var sådan et stykke, som faldt ned i ørkenen i juli og gik i småstykker.
Endnu er det hverken lykkes russerne eller amerikanerne at hente sten hjem fra Mars, og derfor er meteoritter vigtige for forskerne, som blandt andet interesserer sig for planetens potentiale for liv.
De fleste andre stenprøver fra den røde planet har ligget på Jorden i millioner af år og er derfor forurenet af mikroorganismer og bestandele herfra.