En mørk klump sten, som blev fundet i den marokkanske ørken i 2011, er en helt ny type Mars-meteorit, skriver BBC News.
Stenen vejer blot 320 gram og har det mundrette navn Nordvestafrika (NWA) 7034 – den omtales dog også ofte med kælenavnet ‘Black Beauty’.
Meteorittens tekstur og kemi adskiller den fra alle tidligere objekter, der er fundet på Jorden med oprindelse på den røde planet.
Forskernes analyse viser, at meteoritten er lige over to milliarder år gammel. Undersøgelsen blev ledet af professer Carl Agee fra University of New Mexico, USA.
»Den har en vis lighed med de andre Mars-meteoritter, men den er også tydeligt forskellig i andre henseender. Både i den måde den ser ud i hånden, men også i sin elementære sammensætning,« siger Carl Agee til BBC News.
Geokemisk er Black Beauty domineret af alkali-elementer, såsom kalium og natrium. Agee’s team har også fundet et meget højere indhold af vand i meteoritten, end hvad man sædvanligvis ser. Der er omkring 10 gange mere vand i Black Beauty, end det er tilfældet i de fleste vandrige meteoritter fra Mars.
»Det siger noget om det miljø, hvor stenen er dannet, hvilket indikerer, at der var en meget større forekomst af vand til at interagere med,« siger Carl Agee.
Der er på nuværende tidspunkt lidt over 100 meteoritter fra Mars i samlinger verden over. De blev alle sprængt væk den røde planet – nogle som en asteroide eller en komet. Derefter har de brugt millioner af år på at rejse gennem rummet, før de faldt ned på Jorden.
Læs også på Videnskab.dk