Såkaldte ’kontrollerede forsøg’ er den bedste måde at måle effekter af sociale indsatser.
Men det er samtidig ikke helt enkelt at lave kontrollerede forsøg. De stiller store krav til metode og design af undersøgelsen, skriver sfi.dk.
Derfor opruster SFI nu inden for dette felt ved at etablere en hel afdeling, der skal samle og udvikle kompetencerne i forhold til at lave kontrollerede forsøg. Ved kontrollerede forsøg, skal der være en ’kontrolgruppe’, hver gang, man laver et forsøg med nogle mennesker. På den måde kan man sammenligne ’forsøgskaninerne’ og kontrolgruppen og vurdere, om forsøget har påvirket ’kaninerne’.
Den nye afdeling skal blandt andet arbejde med at finde effekter af forskellige familieprogrammer, der bruges i Danmark. Det gælder fx et intensivt plejefamilieprogram, der retter sig mod adfærdsvanskelige unge.
»For at måle effekten laver vi her lodtrækningsforsøg mellem to forskellige indsatser, hvor én gruppe af unge modtager en bestemt type intensiv plejefamilieindsats, og hvor en kontrolgruppe af samme slags unge modtager en anden indsats. På den måde kan vi sammenligne effekterne og finde ud af, hvordan indsatserne virker,« forklarer forskningsleder Mette Deding, der understreger, at lodtrækningsforsøg er en metode blandt flere.
Læs også: Anbringelse bryder ikke børns sociale arv