KORT NYT FRA UDLANDET:
James Bond aka. Agent 007 bliver i filmenes univers ikke portrætteret med portvinstud, bræk på skjorteflippen og åben gylp slingrende efter forbrydere. Men sådan burde han i virkeligheden se ud.
Et nyt studie fra University of Nottingham har nemlig undersøgt James Bond's drikkemønster igennem de 14 bøger, der er udgivet om agenten i den britiske sikkerhedstjeneste, MI6. Det skriver universitetet på deres hjemmeside.
Studiet afslører, at James Bonds alkoholkonsumption langt overstiger de engelske sundhedsmyndigheders anbefalinger. Forskerne læste bøgerne over seks måneder og noterede hver gang 007 fik en drink.
Ser man bort fra dage, hvor Bond var ude af stand til at drikke, oversteg hans gennemsnitlige forbrug 92 genstande per uge. Det er mere end fire gange højere end anbefalet.
Hans maksimale alkoholindtag på én gang var 49,8 genstande - en ordentlig sviretur, som de fleste alkoholikere ville blive imponeret over. Ofte var han også for beruset til at køre bil, hvilket dog sjældent stoppede ham.
Ifølge studiet udsætter 007's tørst ham for en høj risiko for alkoholrelaterede sygdomme som skrumpelver, impotens, rysten og tidlig død.
Tidsskriftet British Medical Journal har udgivet studiet i deres juleudgave.
Det skal understreges, at studiet er udført i forskernes fritid.
Læs også:
James Bond er blevet meget mere voldelig
Derfor ser vi James Bond film - igen
Alt, hvad du bør vide om tømmermænd
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
jw































