Homofobi kan være et udtryk for en undertrykt tiltrækning af sit eget køn. Det viser et nyt studie fra University of Rochester, som er blevet offentliggjort i tidsskriftet the Journal of Personality and Social Psychology.
Studiet viser desuden, at homofobien kan stamme fra autoritære forældre, der har nedarvet deres syn på homoseksuelle til deres børn.
Medforfatter på studiet, Richard Ryan, en professor i psykologi ved University of Rochester, siger ifølge LiveScience.com i en udtalelse:
»Det ser ud til, at dem, der undertrykker andre, selv har været undertrykt, og vi kan have en vis medfølelse med dem, de kan måske ikke acceptere andre, fordi de ikke kan acceptere dem selv.«
Fire undersøgelser kortlægger seksualiteten
Studiet er bygget op af fire undersøgelser af college-studerende i USA og Tyskland. De blev blandt andet udsat for en reaktionstidsøvelse. De skulle opdele ord og billeder, der blev vist på en computerskærm, i kategorierne 'bøsset' og 'hetero'. Når computerskærmen viste ordet 'mig' og det blev koblet med den bøssede kategori, kan det ifølge forskerne tyde på en undertrykt homoseksuel orientering.
I et andet forsøg målte forskerne forsøgspersonernes implicitte seksualitet ved at få dem til at vælge mellem at gennemse billeder af personer af samme køn eller ej.
Desuden blev forsøgspersonernes indflydelse fra forældre afgjort ud fra et spørgeskema. Det blev så krydsrefereret med deres eget homofobi-niveau, ved at de skrev associationer til forskellige ord. For eksempel skrev de mest homofobiske meget negative associationer, når de så ordet 'bøsse'.
Uoverensstemmelsen mellem den udtrykte og underforståede seksualitet var størst hos de forsøgspersoner, der havde kontrollerende og hårde forældre. Omvendt var de forsøgspersoner med forstående forældre mere i kontakt med deres "rigtige" seksualitet.
Fremtrædende homofober har flere gange vist sig i virkeligheden at være bøsser. Evangelisk prædikant og homovielsesmodstander Ted Haggard blev i 2006 fanget i bøssesex-skandale. Det samme skete for antihomoseksualitetsaktivist George Rekers, da han i 2010 blev set med en mandlig escort.

































