Ny forskning dokumenterer, at børn og unges læring og udvikling forudsætter, at de har et godt selvværd, gode sociale relationer og får den nødvendige støtte fra de voksne, der er omkring dem, skriver au.dk.
Lærere og skoleledere skal derfor sætte mental sundhed på skoleskemaet og udvikle skolens rolle i forhold til børn og unges trivsel, deres selvbilleder og deres sociale relationer.
I sit forskningsprojekt om mental sundhed i skolen har Karen Wistoft, der forsker i sundhedspædagogik ved Aarhus Universitet, målt de pædagogiske effekter af aktivt at øge elevernes selvværd og trivsel i skolen.
»Der er grundlag for at konkludere, at et godt selvværd og god trivsel er en forudsætning for, at eleverne kan udvikle sig som mennesker, men også for at de kan lære at lære, dvs. alle de andre ting, de skal i skolen,« siger Karen Wistoft.
Karen Wistoft har særligt fokus på de elever, der har det skidt, f.eks. fordi de oplever, at de bliver målt og vejet, ikke lever op til omverdenens forventninger, har negative selvbilleder, lavt selvværd eller på anden måde kæmper med alvorlige problemer.
Læs også: Læring skal starte i børnehaven