KORT NYT FRA UDLANDET
Hvis du tog på en rejse 120 millioner år tilbage i tiden, ville Jorden være domineret af gigantiske dinosaurer – og skildpadder. Fundet af et havskildpadde-fossil i Columbia viser sig nemlig, at kunne dateres helt tilbage hertil. Faktisk er det hele 25 millioner år ældre end det skildpadde-fossil, som før var alderspræsident, skriver Livescience.com.
Alligevel viser analyser af skelettet, at skildpadde-arten (Desmatochelys padillai) rent evolutionsmæssigt ikke fremstår specielt tilbagestående.
»Den seje ting ved den her skildpadde er, at den er meget gammel, men den er ikke særlig primitiv,« siger professor James Parham fra California State University i USA, der har inspiceret fossilet, til Livescience.com.
Forskerne mener, det kan betyde, at der har levet havskildpadder, som går endnu længere tilbage. Det er dog ikke sikkert, at den teori kan blive bekræftet, da tilstanden på så gamle fossiler højst sandsynligt vil være tvivlsom.
Samtidig hersker der tvivl om, om arten er forfader til de havskildpadder, vi kender i dag. Netop det spørgsmål søger forskerne nu at besvare.
»Vi forsøger at finde ud af, hvordan skildpadder, som levede for over 100 millioner år siden, er relaterede. Men det er ikke nemt,« siger James Parham til Livescience.com.
Oprindeligt blev fossilet af den forhistoriske havskildpadde fundet af tre privatpersoner tilbage i 2007.
Forskernes analyser er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science Daily.
Læs også:
Overraskende fund: Bunker af fossile skildpadder
Mayaerne påvirkede skildpadde-gener
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv