KORT NYT FRA DANMARK:
Det behøver ikke at være en lang og trist seance, når et barn skal afleveres i vuggestuen om morgenen. Forskere fra Aarhus Universitet har nemlig undersøgt, hvordan børn og forældre kommer bedst fra start. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Først og fremmest skal forældrene holde fokus på barnet og ikke på pædagogen, når de ankommer til vuggestuen. Barnet bør sættes på gulvet, så det selv får lov at gå eller kravle over til pædagogen. Og så er det vigtigt, at far eller mor ikke først går og så kommer tilbage.
Afleveringen af barnet i dets institution er meget vigtig, mener Ole Henrik Hansen, som er en af forskerne bag studiet og adjunkt ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse og Aarhus Universitet.
»Hvis ikke afleveringen er organiseret ordenligt, kan det have store omkostninger for børnenes trivsel og udvikling. Vi kan se, at de børn, der har haft en god aflevering, har en bedre formiddag og er mere læringsparate, end de børn der har haft en dårlig aflevering,« siger han i pressemeddelelsen.
Ole Henrik Hansen og hans kollegaer arbejder med det, de kalder for ‘afleveringsvinduer’. Det er et bestemt tidsvindue, hvor barnet er parat til at gå fra forælder til pædagog. Det kræver ifølge forskerne stor opmærksomhed fra både forælder og pædagog at ramme ‘afleveringsvinduerne’.
»Pointen er, at det er strategier som pædagoger og forældre udvikler sammen, og som begge parter er ansvarlige for at bruge,« siger Ole Henrik Hansen.
‘Modtagelse og Emotionel Relatering’, som studiet er blevet døbt, er en del af forskningsprojektet ‘Barnet i centrum’, som en række forskere fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse og Aarhus Universitet er ved at udarbejde.
Læs også:
Børn er ikke mere stressede i vuggestuen end hjemme
Vuggestuepædagoger skal være bedre uddannet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
mft