Mange forældre kan nikke genkendende til kampen for at få børn til at dele deres legetøj med andre.
Nu kan ny forskning måske være med til at forklare, hvordan det kan lykkes at få børn til at være villige til at dele, skriver Medical Xpress.
I undersøgelsen har forskerne lavet eksperimenter med tre grupper af børn, som de gav forskellige typer af legetøj og stillede dem over for forskellige valg.
Undersøgelsen tyder på, at når børn stilles over for et svært valg om at dele, vil de efterfølgende se sig selv i et nyt og bedre lys. Hvis børnene opfatter sig selv som børn, der godt kan lide at dele, vil de nemlig være mere villige til at dele i fremtiden, mener forskerne bag studiet.
Tidligere forskning har ifølge Medical Xpress vist, at det kan give bagslag at belønne børn for at dele med andre – ideen er, at børnene kan komme til at opfatte sig selv som børn, der ikke kan lide at dele, men som gør det, fordi de belønnes.
Forskerne bag undersøgelsen ville derfor se, om det kunne have en effekt på børnenes villighed til at dele, hvis de blev stillet over for et frivilligt valg om at ofre et stykke legetøj for at dele det med andre.
»Man kunne måske forestille sig at svære omkostningsfulde valg, kunne trække på små børn, eller at så snart børnne havde delt noget, så følte de ikke, at de var nødt til at gøre det igen. Men det var ikke tilfældet: Da børnene havde lavet et svært valg om at opgive noget for en anden, var de også senere mere generøse – ikke mindre, « siger en af forskerne bag undersøgelsen, Tamar Kushnir fra Cornell University, til Medical Xpress.
Undersøgelsen er netop blevet publiceret i tidsskriftet Psychological Science.