KORT NYT FRA UDLANDET
Nogle menneskers stemmer påvirker os mere end andre, men særligt én stemme påvirker os i særlig grad. Det er selvfølgelig mors.
I et nyt studie fra Stanford University School of Medicine har forskere set på, hvad mors stemme gør ved børns hjerner i alderen 7 – 12 år. Og det er faktisk ikke så lidt.
Det er nemlig ikke kun det auditive område i hjernen, der aktiveres, men også områder, der styrer vores følelser, sociale funktioner og ansigtsgenkendelse. Det skriver Sciencebulletin.org.
»Mange af vores sociale, sproglige og følelsesmæssige processer er tillært ved at lytte til vores mors stemme. Men det er overraskende, hvor lidt vi ved om, hvordan hjernen organiserer sig selv om den her vigtige stemme. Vi vidste ikke, at en mors stemme ville have så stor en påvirkning på mange dele af hjernens systemer,« siger Daniel Abrams, der er ph.d. i psykiatri og adfærdsvidenskab ved Stanford University School of Medicine, til Sciencebulletin.org.
Til studiet havde forskerne i alt 24 børn i alderen 7 – 12 år med en IQ på mindst 80. Børnene fik alle deres hjerner skannet, mens de lyttede til korte klip med tre volapyk-ord sagt af deres egen mor og sagt af en anden kvinde. Ordene skulle ikke give mening, da det så kunne påvirke børnenes tankemønstrer og reaktioner.
Ifølge Sciencebulletin.org kunne forskerne allerede efter klip på ét sekund se, at børnene kunne identificere deres egen mors stemme med en præcision på 97 procent.
Det var også under hjerneskanningerne, at forskerne kunne se, hvilke områder af børnenes hjerner, der lyste op.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift PNAS.
Læs også:
Mors hjertebanken og godnatsange giver for tidligt fødte større hjerner
Mors tarmflora under graviditeten former også barnets immunforsvar
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml