Et protein i cellemembranen spiller en vigtig rolle, når Ebolavirus trænger ind i et menneskes celler. Det kan føre til en strategi mod verdens farligste infektion, skriver Ingeniøren.
I to nye artikler i fagbladet Nature har forskere fra Albert Einstein College of Medicine, U.S. Army Medical Research Institute of Infectious Diseases (USAMRIID), Whitehead Institute for Biomedical Research og Harvard Medical School prøvet at finde ud af, ved hjælp af hvilke proteiner Ebola kommer ind i de menneskelige celler.
Efter at forskerne havde testet tusinder af kandidater, viste et af disse cellulære proteiner – kendt som Niemann-Pick C1-proteinet (NPC1) – sig at være en interessant kandidat. Hvis en celle ikke producerer NPC1, kan Ebolavirus ikke trænge igennem.
Ebola har dødsrate på 70-90%
Smittede personer af Ebola lider af kvalme, feber, interne og eksterne blødninger, mentale forstyrrelser og komplet kropslig dræning. I løbet af få dage indeholder deres opkast en blanding af blod og virus. Efter ti dage falder brystkassen sammen. Organerne og kødet ‘smelter’ og bliver til en flydende budding bestående af sort-røde klumper.
Dødsraten er 70-90 procent, alt efter virustype. Virulensen er høj, og man estimerer, at over 160.000 mennesker er døde af Ebolavirus siden 2000.