KORT NYT FRA UDLANDET:
Et nyt fund af 99 millioner år gamle firbenfossiler fra Sydøstasien er den ældste samling af tropiske firben nogensinde fundet indkapslet i rav ifølge et nyt studie.
De små fossiler, som er fundet i Myanmar, viser en hidtil uset diversitet blandt arter af firben fra Kridttiden, der varede fra 145,5 millioner år siden og frem til cirka 65 millioner år siden. Det skriver Livescience.com.
Fossilerne er usædvanligt godt bevarede, og der er endda enkelte prøver med intakt hud, synligt hudpigment og blødt væv. I et enkelt tilfælde er der en tunge.
Studiet indeholdt utrolige nærfotografier af firbenenes skæl, kløer og andre velbevarede kendetegn. Et af firbenene, der havde meget lange tæer, fik øgenavnet ‘Nosferatu’ efter den gamle vampyr fra stumfilmen af samme navn.
Men det var især mængden af fossiler og variationen i arter, der imponerede forskerne.
»Firben er ekstremt sjældne at finde indkapslet i rav. Jeg havde aldrig forventet at finde så mange prøver og sådan en diversitet i en grav fra Kridttiden,« skriver en af medforfatterne, David Grimaldi, i en e-mail til Livescience.com.
Poleret rav er i dag en værdifuld ædelsten, som er blevet samlet af mennesker de seneste 13.000 år ifølge en artikel i tidsskriftet Science udgivet i 2009. Men millioner af år tidligere var den en klistret harpiks, som fangede insekter og andre dyr.
Efterhånden som harpiksen forstenede, blev de små lig fanget og bibeholdt i utrolig detaljegrad, som i dag kommer forskerne til gode.
»Den fantastiske præservering tillader langt bedre fortolkninger af fossilerne, end de havde gjort, hvis de var fanget i sten,« siger Grimaldi til Livescience.com.
Læs også:
Verdensberømt Storm P-fossil vender hjem til Danmark
Vigtigt fund: Fortidsslange havde fire ben
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams































