KORT NYT FRA DANMARK
Russiske forskere fandt sidste år en velbevaret mammut, der har ligget nedfrosset i den arktiske permafrost i 43.500 år. Biolog Roy Weber fra Aarhus Universitet skal nu til Sibirien for at udtage prøver fra det nye mammutfund. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Under sidste istid sank den cirka 60-årige mammut-hun ned i et mudderhul og sad fast. Her har hun siddet, indtil et hold russiske forskere gravede hende fri.
Mammutten var ifølge pressemeddelelsen i så god stand, at det har været muligt at tage prøver fra dyrets muskler og indsamle blodprøver.
Roy Weber har tidligere været med til at genskabe blodproteinet hæmoglobin fra den uddøde art mammut.
»Det helt fantastiske ved denne mammut er, at kødet er så velbevaret, at det næsten ser ud som det kunne være hentet i køledisken i supermarkedet. Det giver os håb om, at vi kan udtrække ægte hæmoglobin og sammenligne det med vores tidligere undersøgelser af det kunstigt skabte hæmoglobin,« siger han i pressemeddelelsen.
De tidligere undersøgelser har afsløret, at det var hæmoglobinproteinets struktur og iltbinding, som tillod, at mammutten kunne have ’kolde fødder’ og andre udsatte kropsoverflader, uden at det påvirkede dens iltforsyning til muskler og funktionsevne.
På den måde var elefantens forfader i stand til at leve under ekstremt lave temperaturer.
Læs også:
Mennesket frikendt for massemord på mammutter
Mammutter uddøde, fordi urter forsvandt
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml