Nerveceller fra den del af hjernen, der står for følelser, taler direkte med den del af hjernen, som står for opmærksomhed. Det er konklusionen i en ny videnskabelig undersøgelse af aber.
Studiet kommer fra Hellen Mayberg ved Emory University School of Medicine i Atlanta, USA og er netop blevet offentliggjort i Journal of Neuroscience.
Abers hjerner minder på mange måder om menneskets. På den måde er videnskaben tilsyneladende kommet et skridt tættere på at forklare, hvorfor begivenheder, som påvirker vores følelser, også har så stor betydning for vores evne til at koncentrere os:
»Jeg er virkelig spændt på at se dette i pressen, for dette studie giver en anatomisk forklaring på, hvorfor en følelsesmæssigt fremtrædende begivenhed altid gør os ukoncentrerede,« siger Hellen Mayberg.
Ifølge Hellen Mayberg kan den nye undersøgelse blandt andet være med til at styrke indsatsen mod svær depression ved at gøre forskerne klogere på, hvordan elektroder i hjernen kan modvirke psykiske sygdomme.