Mange kommuner er gået i gang med at lave energiplaner, der skal sikre, at grønt miljø og vedvarende energi tænkes ind i den fremtidige energiforsyning. Og fjernvarmen kan blive en lidt overraskende medspiller, skriver sdu.dk.
»Fjernvarmen, der har overlevet som gammelt monopolområde, kan blive en del af løsningen, når kommunerne udbygger de vedvarende energikilder. Fjernvarmen har været god til at nyttiggøre overskudsvarme fra kølevand, affaldsforbrænding m. m., og fremover kan den måske hjælpe os med at overtage overskudsstrøm fra vedvarende energikilder, f.eks. vindmøller, og udnytte den til varme,« siger professor Bent Ole Gram Mortensen fra Juridisk Institut, Syddansk Uiversitet.
Han skal i de kommende seks år stå i spidsen for et nyt forskningsprojekt, hvor man dels vil undersøge, hvordan kommunerne udnytter mulighederne med fjernvarmen dels vil undersøge de juridiske rammer for, hvad kommunerne må, kan og skal i den forbindelse. Budgettet er på knap 4,4 millioner kroner, og de 3,5 millioner stammer fra ekstern finansiering.
Projektet ”Stratetisk energiplanlægning i et kommunalt og juridisk perspektiv” er del af et større projekt, som Det Strategiske Forskningsråd netop har bevilget 37 millioner kr. Med tilskud fra industrielle partnere kommer det samlede budget op på godt 60 millioner kr.
Læs også: Solens kræfter tæmmes på Jorden