KORT NYT FRA UDLANDET
I disse år er forskningen inden for genterapi i rivende udvikling. I februar kunne videnskab.dk blandt andet bringe en artikel om genterapi, der bremser HIV.
Nu viser nye forskningsresultater foretaget af af forskere fra Københavns Universitet og Lunds Universitet i Sverige, at levering af gener til en bestemt del af hjernen muligvis også kan behandle patienter, der lider af kronisk epilepsi.
Indtil nu er forskningen kun testet på rotter med epilepsi. Resultaterne af genterapien viste en betydelig reduktion i antallet af anfald hos forsøgsdyrene, skriver Sciencenewsline.com.
Det er normalt, at patienter med svær epilepsi får en operation, hvor man fjerner det område i hjernen, hvor anfaldene opstår. Forskerne håber, at man med den nye metode i fremtiden kan undgå at operere.
»Der er et tidsrum mellem udpegningen af området og selve operationen, hvor genterapien alternativt kunne blive testet. Hvis det virker, kan patienten undgå en operation. Hvis det ikke virker vil operationen forløbe som allerede planlagt og det angrebne område vil blive fjernet,« siger professor Merab Kokaia, der er medforfatter til det nye studie til Sciencenewsline.com.
Kokaia og resten af forskerholdet har med genterapien halveret antallet af epileptiske anfald hos forsøgsrotterne med 80 procent. Et resultat, de er meget tilfredse med, selvom det kræver mere forskning på området, før metoden kan testes på mennesker.
»Testen skal gentages i flere dyreforsøg, så mulige bivirkninger på for eksempel hukommelsen kan studeres. Men vi betragter undersøgelsen som et lovende bevis – en demonstration af, at metoden virker,« siger Merab Kokaia.
Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Neurobiology of Disease.
Læs også:
Hunden bringer mennesket et skridt nærmere genterapi mod svær epilepsi
Genterapi giver større muskler
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv