KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:
Et internationalt forskerhold under ledelse af professor Jiri Lukas fra The Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research har kortlagt en proces, der viser, hvordan mangel på et vigtigt protein kan give skader på cellens DNA, når den deler sig. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Celler skal beskytte deres dna mod skader for at forblive raske, og det er lykkedes forskerne at følge DNA-replikeringsprocessen og skaderne direkte i cellerne med en meget stor detaljeringsgrad. De har opdaget en grundlæggende mekanisme, hvor proteiner beskytter kromosomerne, mens DNA’et bliver kopieret, og som er afhængig af det såkaldte RPA-protein. Cellerne har en begrænset mængde af dette protein, som de bruger som en slags plastre til midlertidig beskyttelse af DNA’et under replikering. Hvis de opbruger alt RPA, opstår der et alvorligt brud på deres DNA, og cellerne kan ikke længere dele sig.
“Vi ved nu, at meget af den medicin, som bruges til kemoterapi, er giftig for kræftsvulsterne, fordi medicinen gør DNA-replikering vanskelig og tvinger kræftcellerne til at opbruge deres RPA-protein meget hurtigere end raske celler normalt gør,” siger Luis Ignacio Toledo, som er medforfatter på studiet, i pressemeddelelsen.
Forskningen er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cell.
Læs også:
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
phy