KORT NYT FRA UDLANDET:
Det er ikke blot et tilfælde, hvis din kæreste af og til opfører sig som en neandertaler. Moderne mennesker, der nedstammer fra slægter uden for Afrika, bærer nemlig mellem to og fire procent neandertaler-DNA i sig.
Og nu viser det sig, at neandertaler-DNA’et har en langt større indflydelse på mennesket, end forskerne hidtil har troet. Genvarianter fra neandertaler-DNA kan nemlig have betydning for alt fra risikoen for depression og fedme til udviklingen af allergi, skriver nature.com.
I en ny undersøgelse fandt forskere fra Vanderbilt University i USA ud af, at Neandertaler-versionerne af en lang række gener var forbundet med en øget risiko for knogleskørhed, blødersygdomme og nikotinafhængighed. En anden undersøgelse viste et mere broget resultat, hvor forskellige varianter af neandertaler-DNA både kunne øge og sænke risikoen for depression, fedme og visse hudsygdomme.
Resultaterne blev præsenteret på det årlige møde for Society for Molecular Biology and Evolution i Venedig d. 15. juli.
Det faktum, at neandertaler-DNA’et stadig udgør en relativt stor del af de fleste moderne menneskers arvemasse, øger sandsynligheden for, at det samlet set har hjulpet os i evolutionen, mener populationsgenetikeren David Reich. Han var i 2014 medforfatter på et studie, der antydede, at neandertaler-DNA kan have hjulpet europæere og asiater med at mindske deres varmetab og gro tykkere hår.
»Selvom det kun drejer sig om et par procent af vores stamtræ, var de tilstrækkeligt fjerntliggende til, at de har haft uforholdsmæssigt stor indflydelse,« fortæller David Reich, der forsker ved Harvard Medical School in Boston, Massachusetts.
Det betyder dog ikke, at neandertaler-DNA altid er en fordel for moderne mennesker. Der er nemlig stor forskel på det miljø, som vores forfædre levede i og det miljø, der møder nulevende mennesker.
»Mange træk, der var fordelagtige for 10.000 år siden er måske ufordelagtige i dag,« understreger populationsgenetikeren Rasmus Nielsen fra University of California, Berkeley.
Han har dog selv været med til at finde en genvariant fra en anden af menneskets uddøde slægtninge – Denisovanerne – som med sikkerhed hjælper moderne Tibetanere. Genvarianten forhindrer nemlig Tibetanernes blod i at fortykke sig, og det hjælper dem med at klare højder på over 4.000 meter. Det kan du læse mere om i artiklen: ‘Dyrkede sex med fortidsmennesker: Derfor bliver tibetanere ikke højdesyge‘.
Læs også:
Hvor meget neandertaler er du?
Danske forskere omskriver historien: Europæerne blev født i bronzealderen
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on