Hvis man kan overføre eksempelvis to megabit pr. sekund til en telefon fra én antenne, så vil man kunne overføre 16 megabit pr. sekund til en telefon med otte antenner.
Så enkelt er grundprincippet i det projekt, som nogle af Aalborg Universitets førende forskere inden for trådløs kommunikation satser på vil revolutionere markedet for mobiltelefoni og mobildata.
Forskernes forhåbning er, at de med deres forskning kan skabe langt hurtigere dataoverførsel og mobildækning. Til formålet har de modtaget knap 5,7 millioner fra Det Frie Forskningsråd.
Og selvom der er store tekniske udfordringer forbundet med projektet, er optimismen stor blandt forskerne bag projektet:
»Vi har allerede gjort nogle forsøg, der tyder på, at det kan lade sig gøre, og med bevillingen fra Det Frie Forskningsråd får vi mulighed for at lave den nødvendige forskning, så vi kan bevise, at det faktisk kan lade sig gøre, selv om de fleste forskere mener, at det slet ikke er muligt. Vi er overbeviste om, at projektet vil blive en succes,« siger professor Gert Frølund Pedersen, som er ekspert i antenneteknologi og leder af projektet.