Graphen er et hønsenet-lignende gitter af kulstofatomer. Det har en tykkelse på kun et enkelt atom, men graphen er 200 gange stærkere end stål og tilmed en effektiv elektrisk leder.
Nu har forskere ved Nano-Science Center på Københavns Universitet udviklet en ny nanoteknologi til udvikling af molekylebaserede elektroniske komponenter ved brug af netop vidundermaterialet graphen.
Det betyder, at det bliver lettere at producere effektive solceller og kredsløb i størrelser helt ned til to nanometer uden brug af sjældne jordartsmetaller.
Forskerne, der kommer fra nanokemi ved Kemisk Institut, beskriver deres arbejde i en artikel, som netop er blevet udgivet i tidsskriftet Advanced Materials:
»I dag er de mest avancerede processorer, man kan fremstille, fremstillet i 22 nanometer. Med vores teknologi er vi helt nede i to nanometer, så der er jo tale om en faktor på mindst ti i forhold til den nuværende teknologi. Derudover kan man så udvide i flere dimensioner, så det kan betyde rigtig meget,« siger adjunkt Kasper Nørgaard.
Forskningsprojektet på Nano-Science Center er en del af et større internationalt samarbejde på Dansk – Kinesisk Center for Molekylær Nano-Elektronik, der skal gøre videnskaben endnu klogere på flere af graphens hemmeligheder