Danmark har markant nedbragt udledningen af gasser, tungmetaller og partikler. Det fremgår af årets emissionsopgørelse fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.
Reduktionerne gælder for:
-
Svovldioxid, der er reduceret 97 procent i perioden 1980-2010.
-
Kvælstofoxider, der er godt halveret i perioden 1985-2010.
-
Ammoniak, der er nedbragt 36 procent i perioden 1985-2010.
- Kulilte, der på 20 år – fra 1990 til 2010 – er næsten halveret.
Tallene fremgår af emissionsopgørelsen, ”Annual Danish Informative Inventory Report to UNECE. Emission inventories from the base year of the protocols to year 2010”, der 15. marts blev afleveret til FN, der overvåger forurenignen i verden.
Vi er belvet bedre til at opgøre forurening
I Danmark forsøger forskerne hele tiden at opgøre udledningen af forurening, fortæller kemiingeniør Ole-Kenneth Nielsen, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.
»Vi inkluderer så vidt muligt nye undersøgelser og forskning fra Danmark og udlandet som basis for emissionsestimaterne, og for den aktuelle opgørelse har det betydet ændringer i form af genberegninger, forbedringer og mindre fejlrettelser.«
»Det gælder for blandt andre områderne vejtransport, stationære forbrændingsanlæg, landbrug, raffinaderier, luftfart, industriprocesser og affald,« siger Ole-Kenneth Nielsen.
Gasser, metaller og partikler, der rapporteres til LRTAP-konventionen, er svovldioxid, kvælstofoxider, NMVOC (flygtige kulbrinter), kulilte, ammoniak, arsen, cadmium, krom, kobber, kviksølv, nikkel, bly, selen, zink, dioxiner/furaner, HCB, PAH (tjærestoffer), TSP (total mængde partikler), PM10 og PM2,5.
Læs også: Diesel-forurening kan påvirke fostre i flere generationer