KORT NYT FRA DANMARK:
Carlsberg-fondet har givet 117 millioner kroner til Semper Ardens-bevillinger, samt 89 millioner til allerede igangværende forskningsprojekter, skriver de i en pressemeddelelse.
Pengene er spredt vidt ud over forskningsprojekter om blandt andet økosystemer, arkæologi og robotteknologi.
Et af de projekter, der har fået bevilget lige knap 14 millioner kroner, er professor Jens Christian Svennings Past2Future, som undersøger, hvilken effekt store dyr som bisonokser, elefanter og løver har på økosystemerne.
»Spørgsmålet er påtrængende, idet mange arter og bestande er under pres fra krybskytteri og tab af levesteder – og samtidig har store vilde dyr comeback i visse regioner, f.eks. Danmark og vores nabolande,« skriver forskerne om deres projekt i hos Carlsbergfondet.
Et andet projekt, som får støtte på godt 15 millioner kroner, er professor Johanna Seibts projekt om social robotteknologi.
Den nye retning indenfor robotforskning i det 21. århundrede sigter mod at skabe maskiner med social intelligens, og spådommen siger, at det vil skabe en ny teknologisk revolution, der bringer markante socioøkonomiske og sociokulturelle forandringer.
»Vores forskningsprojekt vil definere og implementere et nyt paradigme for proaktiv regulering af sociale robotter og deres anvendelse. Ved at integrere robotteknologisk forskning med empirisk og konceptuel forskning forankret i humaniora, samfunds-og humanvidenskaberne, vil vi udarbejde det metodologiske fundament, der kan gøre det muligt at udvikle ansvarlig social robotteknologi,« skriver forskerne selv.
Derudover støttes også projekter om Ribes rolle som knudepunkt under vikingetiden, om antistof passer ind i fysikkens standard model, samt hvordan kan bruge internettet til at bidrage til global fred og retfærdighed.
Du kan læse mere om projekterne her.
Læs også:
Er du også bange for kunstig intelligens?
Øjenåbner: Tab af store dyr går ud over Jordens næringsstofkredsløb
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams