KORT NYT FRA DANMARK:
Danske børn sætter stor pris på at være gode søskende, men det kræver også en stor og trættende arbejdsindsats for mange skilsmissebørn, der skal flytte frem og tilbage mellem forskellige hjem og søskenderelationer, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Resultaterne kommer fra forskningsprojektet ’Bevægelige søskendeskaber – et forskningsprojekt om børns relationer i familien’, hvor en forskergruppe fra Aarhus Universitet har undersøgt, hvad knap 100 danske børn og unge egentlig forbinder med det at være søskende.
»Søskendeskab er ikke en given ting. Det er i høj grad et følelsesmæssigt arbejde, man skal gøre, og som børn har stor vilje til. Men det er også slidsomt arbejde, og jo flere søskende, desto mere komplekst kan arbejdet være,« siger Ida Wentzel Winther, lektor ved Aarhus Universitet og projektleder på forskningsprojektet i pressemeddelelsen.
Ifølge pressemeddelelsen har et vigtigt formål med undersøgelsen været at undersøge, hvordan søskenderelationer indgår i børns livs- og mestringsstrategier.
»En del af de børn, der rejser mellem flere hjem og flere hold søskende, er mestre i pendling, logistik og omstilling. Og de er øvede i at finde ind og ud af relationer,« siger Ida Wentzel Winther i pressemeddelelsen.
Forskningsresultaterne viser også, at alle søskende i en sammenbragt familie berøres dybt, når nogle søskende flytter ind og ud, skriver universitetet i pressemeddelelsen.
Læs også:
Nygifte pars skænderier afslører senere skilsmisse
Så meget har synet på børn ændret sig
Skænderier om penge øger risikoen for skilsmisse
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ks