En ny dansk undersøgelse viser, at hjertepatienter trygt kan bruge medicin til behandling af forhøjet blodtryk sammen med blodfortyndende medicin uden øget risiko for blodpropper. Det skriver Aarhus Universitetshospital.
Man har ellers haft en mistanke om, at medicin til behandling af forhøjet blodtryk og hjertekrampe (calciumantagonister) kunne mindske effekten af en meget hyppigt anvendt type blodfortyndende medicin (clopidogrel), som gives til hjertepatienter efter ballonudvidelse.
Ingen risiko efter ballonudvidelse
Tidligere undersøgelser har antydet, at hvis disse to typer medicin anvendes samtidigt, vil det medføre en nedsat effekt af begge midler. Det ville betyde, at hjertepatienter ikke vil få den gavnlige effekt af den blodfortyndende medicin og derfor have større risiko for nye blodpropper.
Den aktuelle undersøgelse fra Aarhus Universitetshospital omfattede 13.001 patienter med hjertekrampe eller blodprop i hjertet. De fik alle fik foretaget en ballonudvidende operation med indsætning af et metalgitter (stent) i kranspulsårerne. Disse patienter skulle efterfølgende behandles med clopidogrel i et år. Samtidig brugte mange af patienterne calciumantagonister mod blandt andet forhøjet blodtryk.
Undersøgelsen viste, at de patienter, der anvendte begge typer af medicin ikke havde en øget risiko for nye blodpropper eller andre komplikationer. Hjertepatienter kan således også fremover bruge begge typer af medicin efter ballonudvidelse uden risiko for nedsat effekt.