KORT NYT FRA DANMARK
Mange mænd gider ikke betale for at blive steriliserede. Er det derimod gratis, lægger de sig gerne på operationsbordet.
Det er konklusionen i et nyt forskningsprojekt, der viser, at der er sket et fald i antallet af steriliseringer på 86 procent, siden ydelsen gik fra at være et tilbud til at være brugerbetalt. Det skriver SDU.dk i en pressemeddelelse.
»Der er nok tale om et ‘overforbrug’ af noget, vi alligevel ikke værdsætter nok til at ville betale for det. Man kan næsten sige, at vi gør det, fordi det er gratis,« siger forskningsleder bag projektet og lektor på SDU, Christian Kronborg i pressemeddelelsen.
Det markante fald i indgreb giver ifølge Christian Kronborg anledning til en yderligere diskussion af økonomien i forbindelse med sterilisation.
»Det leder jo hen til, at det måske er på tide at diskutere, om det overhovedet er en ydelse, vi skal give tilskud til. Ikke mindst fordi vi her ikke taler om at behandle sygdom. Det er et aktivt valg, folk foretager,« siger Christian Kronborg, der ud fra forskningsresultaterne overvejer, om brugerbetaling i virkeligheden er den mest effektive løsning til at regulere et samfundsmæssigt overforbrug i sundhedsydelser og gøre det fornuftigt.
Christian Kronborg har netop fået midler fra Helsefonden til at analysere data vedrørende effekten af brugerbetaling på behandling mod barnløshed – en behandling, der hører under samme lov som sterilisation.
Læs også:
Sterilisationslove førte til fri abort
Ny sterilisation af mænd er testet på bavianer
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv