Mænd er en truet art. Deres kønskromosom destruerer sig selv så hurtigt, at de vil være helt udryddet indenfor fem millioner år – måske endda inden for 100.000 år.
Sådan lød teorien fra tidligere forskningsresultater.
Men nu ser mændene ud til at være reddet. Ny forskning viser nemlig, at mændenes kønskromosom, XY, overlever.
»Y’et forsvinder ingen steder hen«, siger Jennifer Hughes, genetiker på Whitehead Instituttet for biomedicinsk forskning i Cambridge, Massachusetts, til nature.com ifølge politiken.dk
Sammen med kolleger fra instituttet har hun forsøgt at finde ud af, om Y-kromosomet i mænds kønskromosomsæt mister gener og dermed risikerer helt at forsvinde.
Undersøgelsen viser ifølge Nature.com, at Y-kromosomet kun har mistet ét eneste gen i 25 millioner år.
»Jeg tror, at den her undersøgelse endelig stopper alle spekulationer om Y’s forsvinden. 25 millioner år er en stor luns af Y’ets historie«, siger forskeren.