Jo højere alkoholkoncentration føreren har, desto højere er risikoen for at komme alvorligt til skade. Risikoen vokser eksponentielt med stigende alkoholkoncentration.
Det viser en ny undersøgelse, der er gennemført af DTU Transport, der har undersøgt hvad risikoen er for at komme alvorligt til skade i trafikken under påvirkning af alkohol, stoffer eller en kombination af de to slags rusmidler.
Samtidigt indtag af alkohol og stoffer eller flere stoffer på én gang inden man skal ud at køre, viste sig også at være en rigtig dårlig idé. Det samme gælder indtagelse af amfetaminer, herunder ecstasy.
I den lidt mere fredelige ende ligger sovemedicin, smertestillende medicin og alkohol lige over promillegrænsen (0.5 ‰ til 0.8 ‰,) mens alkohol under promillegrænsen (0.1 ‰ til 0.5 ‰) og hash ikke viser en klar forøget risiko.
Unges risiko er størst
Det fremgår også af resultaterne, at risikoen for at komme alvorligt til skade under bilkørsel, mens man er positiv for et hvilket som helst af de undersøgte stoffer, er størst for aldersgruppen 18-24 år, næststørst for de 25-34-årige, efterfulgt af de 35-49-årige og mindst for den ældste gruppe af førere på 50 eller mere.
Forskellene skyldes formentlig tre forhold:
-
Kroppen hos unge mennesker reagerer fysiologisk kraftigere på en given dosis af et stof, fordi den ikke er fuldt udviklet.
-
Unge førere kan have taget en større koncentration af stoffet. Vores undersøgelse har – bortset fra alkohol – ikke givet mulighed for at undersøge risiko ved forskellige koncentrationer. Når det gælder alkohol, var det netop de unge, der havde de allerhøjeste promiller.
- Risikoen kan dække over forskelle i risikovillig adfærd, for eksempel høje hastigheder.
Det viste sig, at mænds risiko for samtlige stoffer lå ret konstant på omkring tre fjerdedele af kvinders risiko. Dette kan skyldes, at mænds fysiologi og anatomi er forskellig fra kvinders – for eksempel er mænd gennemsnitligt tungere end kvinder, og de påvirkes derfor mindre af den samme mængde stof.