Et eksperiment på Aalborg Universitet kan føre til bedre teknologi til magnetisk lagring i computere. Det skriver Ingeniøren.
Et indgående kendskab til atomers magnetiske egenskaber er nødvendigt for at kunne forbedre magnetisk lagring af data i computere.
Lektor Lars Diekhöner fra Aalborg Universitet har sammen med sin tidligere ph.d.-studerende Jakob Bork og forskere i Tyskland, Ungarn, Frankrig og Schweiz ydet et nyt bidrag til denne forståelse.
Kan få betydning for magnetisk datalagring
De har som de første lavet en fundamental analyse af to koboltatomer, der befinder sig i et såkaldt ’Kondo-system’, hvor der findes forskellige magnetiske faser.
Der er tale om et grundforskningsresultat, men ifølge Lars Diekhöner kan det på længere sigt få betydning for magnetisk datalagring.
»I den evige jagt på forbedret lagringsteknolog er det vigtigt at forstå de mindste magnetiske byggesten i alle detaljer,« siger Lars Diekhöner.