Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Vilde elefanter sover mindst af alle pattedyr

Annonce:

Den mægtige afrikanske elefant er det pattedyr, der sover kortest tid, viser et nyt studie, ifølge bbc.com.

Forskerne bag studiet fulgte to elefanter i Botswana i fem uger med det, der svarer til en fitness-tracker. Her kunne de se, at selvom elefanter i zoologiske haver sover fire til seks timer i løbet af en dag, tager elefanterne i naturen kun en lur i to timer i løbet af et døgn.

Forskerne fandt også ud af, at de to undersøgte hun-elefanter nogle gange var vågne flere dage i træk. I disse perioder rejste de lange distancer, og forskerne mener, at det kan være for at slippe væk fra løver eller krybskytter.

»Elefanter er det pattedyr, der sover kortest, og det ser ud til at skyldes deres store kropsbygning,« siger professor Paul Manger fra University of Witwatersrand i Sydafrika til BBC News.

Dyr med store kroppe sover generelt kortere tid end små dyr.

Forskerne fandt også ud af, at elefanterne kun nåede REM-søvnen (rapid eye movement) hver tredje eller fjerde dag, og det skete kun, når de sov liggende i stedet for stående. Det betyder altså, at elefanterne kun ser ud til at drømme hver tredje eller fjerde dag.

Andre pattedyr går i REM-søvn hver dag, og man mener, at REM-søvnen er essentiel for at gemme minder.

Annonce:

Ifølge professor Paul Manger betyder det, at elefanten har et ganske unikt søvnmønster.

Studiet er udgivet i Plos ONE.

sbl