Da det i efteråret blev meldt ud, at Københavns Universitet ville lægge Statens Naturhistoriske Museum ind under Biologisk Institut, var det bestemt ikke noget, der huede forskerne.
Det skabte højlydte protester, da sammenlægningen ville smadre det miljø for topforskning, der er opbygget på Statens Naturhistoriske Museum (SNM), lød det fra fem af Danmarks topforskere - inklusiv professorer fra SNM Eske Willerslev og Tom Gilbert - i Politiken.
Nu kan Uniavisen løfte sløret for, at forskerne med udsigt til fusionen »efter alt at dømme« forsøger at finde et nyt hjem til deres forskning - nemlig på et andet fakultet.
LÆS OGSÅ: Eske Willerslev: Derfor er videnskab og magi ikke modsætninger
I nyhedsbrevet BIOUpdate skriver forskningsleder på Biologisk Institut Niels Kroer, at topforskerne »er i forhandlinger« om at flytte deres centre fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på (hvor Biologisk Institut hører under) til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
Forlader forskerne - som ikke har ønsket at kommentere på avisens historie - fakultetet, er det uklart, hvad der kommer til at ske med fusionen. Niels Kroer siger, at instituttet vil tage stilling til det, når de »ved, hvad der sker.«
Planen om at fusionere, som skabte så meget ramaskrig i første omgang, skulle skabe nærhed mellem forskerne og museets samlinger. Men det var bestemt ikke en holdning, professor Eske Willerslev delte:
»Jeg synes, at det er utrolig trist og et stort tab for dansk forskning. Jeg har meget svært ved at se, at den tværfaglige, internationale topforskning kan fortsætte i den nye konstellation,« sagde han til Politiken.
»Det er til at græde over,« sagde en enig professor Minik Rosing ligeledes til avisen.
De fem professorer Eske Willerslev, Minik Rosing, Martin Bizzarro, Carsten Rahbek og Tom Gilbert er alle er blandt den ene promille mest citerede naturvidenskabelige forskere i verden.
LÆS OGSÅ: Eske Willerslev: Vores forfædres DNA kan forklare, hvorfor vi bliver syge
LÆS OGSÅ: Eske Willerslev: Fokuser på de brede aspekter, når du formidler
mho
































