Eske Willerslev: Derfor er videnskab og magi ikke modsætninger

Jeg er ikke kristen, men jeg er religiøs. Jeg lod mig døbe, da jeg var 32, og det havde ikke noget at gøre med, at jeg er kirkeligt kristen, men at jeg er religiøs.

En af de ting, det gør ved min videnskabelige praksis, er, at jeg bliver ved med at være meget, meget nysgerrig. Og at jeg ikke ser problemerne som løste.

Hvis du har oplevet den slags virkelighed, tror du også på, at der er noget derude, der ikke er opdaget endnu. Og du tror også på, at den måde, vi ser verden på, måske kan være fejlagtig – også videnskabeligt.

Det betyder ikke, at der nødvendigvis er noget galt med redskaberne. De har nogle begrænsninger, bevares, men alligevel kan de godt være udmærkede. Men det betyder, at den måde, du har brugt redskaberne og fortolket resultaterne på, ikke nødvendigvis er korrekte.

Så i modsætning til nogle af mine kollegaer er jeg meget åben overfor, at verden kan hænge fundamentalt anderledes sammen, end vi tror. Det er en meget vigtig egenskab, synes jeg, at have som videnskabsmand, for det er den, der driver dig til at skabe noget nyt.

Forskellige kræfter findes i forskellige miljøer

Det er klart, at jeg som naturvidenskabsmand er opdraget med, at der er love. Og at lige meget hvor du går hen i verden, må der gælde de samme regler. Det kan godt være, at det er tilfældet med mange ting, men jeg oplever bare, at når du går forskellige steder i verden og møder forskellige folk, er der altså regelsæt, som ikke stemmer overens.

Når jeg går rundt herhjemme, mærker jeg aldrig det, man ville betragte som overnaturlige kræfter, eller input, men hvis jeg går rundt sammen med folkene i Sibirien, er det pludselig, som om der er nogle strømninger, nogle ting, som man oplever, og som man tager til sig. Det er også sådan nogle større ting, som man ville betragte som sandheder, som bliver tydelige, men som jeg aldrig nogensinde føler her.

Hvordan man kan forklare det, ved jeg ikke. Det er selvfølgelig meget uvidenskabeligt. Der er ikke nogen videnskabelig forklaring, som jeg kender til, på noget af det. Men det gør det jo ikke mindre virkeligt. Det er noget, jeg føler og oplever, og som jeg tror andre mennesker godt kan genkende. At der er nogle kræfter, som på en eller anden måde kommer til udtryk, alt afhængig af hvilket miljø du er i: om jeg er sammen med Lakota-indianere i South Dakota eller aboriginere i Australien. Men hvordan man skal forklare det, ved jeg ikke.

Ofrede cigaretter til åndeområders vogtere

Det sjove ved nogle af de oplevelser, jeg har haft, er, at det – alt afhængig af, hvilket miljø jeg er i; hvor jeg er på kloden, og hvilken kultur og natur jeg befinder mig i – faktisk er forskellige love, der gælder, og derfor er der også forskellige virkeligheder. De fleste naturvidenskabsfolk vil sige: »hvad er det for noget pjat?« Men det er den fornemmelse, jeg har fået, når jeg har rejst.

Et konkret eksempel er, da jeg rejste i Chukotka i det allernordøstligste Sibirien, hvor vi besøgte nogle folkeslag, der hedder Chukchi og Koryak. Det er lige på grænsen mellem Chukotka og Kamchatka, og det sted er kendt for, at disse chukchi er meget traditionelle. Der var stadig folk, der havde ansigtstatoveringer, hvor man tager en synål og en sodet rensdyrsene og trækker den op under huden, og så ligger den og rådner dér og sætter aftegninger på kvinderne. Du ser folk, der kommer gående i rene skinddragter. Det er meget traditionelt, og det var også derfor, vi besøgte stedet.

Det er et sted, hvor mange oprindelige kulturer mødes. Der er både de her chukchi, koryakker og evenere, der mødes og påvirker hinanden. Vi var ude at rejse i tundraen med nogle af disse chukchi. En gang imellem, når man kørte forbi noget, sagde de, at nu skulle man tage en cigaret og ofre den ned til floden, fordi vi var på vej ind i nye åndeområder – der var nye vogtere af de her områder, som vi skulle give en gave.

Så var jeg ved at løbe tør for cigaretter, og derfor gad jeg ikke gøre det. Jeg lod være med at ofre en cigaret, og der gik faktisk ikke mere end én dag, før alt gik galt. Vi hørte over den radio, vi havde med, at en gammel dame, vi havde besøgt i en landsby, var ved at dø. De sagde, at det var, fordi jeg ikke havde ofret. Alt faldt fra hinanden. Motoren gik i stykker, folk blev syge. Så ofrede jeg cigaretten, og så blev det godt igen. Det var slående, at det gik fra, at alt gik godt, til at intet gik godt, og til at det gik godt igen. Man kan selvfølgelig sige, at det er overtro og tilfældigheder, men jeg havde helt klart fornemmelsen af, at jeg befandt mig i et andet univers med nogle andre regler. Man skulle ligesom adlyde de regler, ellers ville tingene falde fra hinanden.

Ofringer førte til en succesfuld jagt

Nogle gange rejste vi med kano, andre gange med motorbåde. Denne tur var med en motorbåd, og motoren gik i stykker. Folk blev syge, og vejret slog om.

Det gik fra at være super, til jeg lod være med at kaste en cigaret, og så gik det ad helvede til. Det var ret slående. Det var mig og min bror, der var sammen.

Hvis jeg ikke vælger at se det med deres sprog, virker det totalt ulogisk og langt ude. Derfor har jeg taget nogle af de ting i Sibirien meget seriøst, mens jeg var der. Det var det samme, da jeg arbejdede som pelsjæger, hvor vi var løbet tør for mad og vi skulle ud at jage. Der var det vigtigt at ofre til ilden. Det gjorde de meget.

Man ofrede mad, cigaretter eller vodka til ilden før jagten. Resultatet faldt meget ofte sammen med, om vi havde gjort det. Altså vi kunne mærke klar forskel på, om vi fik succes med jagten. Nogle ville jo nok sige, at det er indbildning.

Bankede et bjørnehoved op i et træ

Noget lignende oplevede jeg i Sibirien, da jeg skød en bjørn. Det er traditionen, at man banker dens hoved op i et træ, for så kan bjørnen se udover sine jagtmarker – dér, hvor den engang jagede. Det sagde de også at jeg skulle gøre, men det ville jeg ikke, for jeg ville have det med hjem som trofæ.

Så jeg tog det med hjem. Og der begyndte det også at gå ad helvede til derhjemme, og jeg begyndte sgu også at få de mest forfærdelige mareridt.

De havde sagt, at hvis ikke jeg gjorde det, ville alle bjørne i verden vide det og hade mig. Og jeg lover dig for, at jeg kom til Sverige op til vores sommerhus og fik tæsket det hoved op i et træ. Og så holdt mareridtene op. Det er nogle af de her oplevelser, der gør, at jeg nok – i modsætning til nogle af mine kollegaer – har en lidt mere åbenhjertig holdning til de dér ting.

Beskyttet mod ånder af en medicinpose

Engang var jeg ovre at besøge Sitting Bulls efterkommere – det var ikke den første gang – og havde brækket benet herhjemme inden. Jeg var faldet ned ad en trappe. Så sagde de: »Vi kan mærke, at der er nogle ånder efter dig. Det er nogle af dem fra reservatet oppe i North Dakota, som ikke vil have, at du lykkes med det her. Vi må gennemføre en ny ceremoni, hvor vi laver en medicinpose til dig, som kan beskytte dig.«

Så gik vi i gang, og vi lavede den dér ceremoni, og jeg fik medicinposen, som jeg havde på mig. Den havde jeg så med til Grønland – jeg var oppe at bore permafrostkerner med én, der hedder Bo. Han sidder også på naturvidenskab og er sådan cirka på min alder. Og han ville hade alt det her som pesten.

Vi står så på indlandsisen og borer permafrost med hans bor. Og boret bliver ved med at sætte sig fast, så vi knokler med det. Så siger jeg: »Prøv lige at høre, mand. Jeg beder sgu om hjælp fra Sitting Bull.« Så siger han: »Hold kæft, det vil jeg simpelthen ikke høre på.« Bare ideen gjorde ham utilfreds, hvilket jeg godt kan forstå set fra hans synspunkt. Men så siger jeg: »Lad mig nu prøve.« Så tager jeg medicinposen og lægger den på boret – og så kører det bare!

Så siger han: »Jamen, det er bare tilfældigheder.« »Okay,« siger jeg og fjerner den. Så sætter boret sig fast igen!

Så siger han igen: »Det er bare tilfældigt.« »Gu’ er det ej,« siger jeg og lægger posen på, og så kører den igen. Så fjerner jeg den, og så går den i stå. Jeg lover højt og helligt, at jeg gentog det flere gange!

Det værste var, at der var én, der filmede det hele. Og Bo nedlagde veto mod, at pressen nogensinde skulle få det her at se. Han kunne simpelthen ikke håndtere det.

Når du er der, er det jo det, der er virkeligheden. Så kan du stikke alt det andet op i røven. For det er ikke det, der virker her.