Smuk og imponerende ser den ud, som den ligger der på stranden og byder sig til. Sukkertang (Laminaria saccharina) har ligesom de to andre danske arter af bladtang, fingertang og palmetang – en imponerende bladplade, en kraftig stilk og hæfterødder, som hæfter algen til sten og skaller.
Den findes i næsten alle vore farvande, men i forskellig dybde. I farvande med høj saltholdighed vokser den højt i vandsøjlen, mens den holder til på større dybde ved lav saltholdighed.
I andre lande er sukkertang en delikatesse
Sukkertang har fået sit navn, fordi bladpladen ved udtørring udskiller en særlig sukkerart, mannit, som smager sødt. Sukkertang indeholder store mængder af den. I Østen regnes tangarten derfor for en delikatesse og spises med velbehag. Det er vi knapt så gode til i Danmark.
Sukkertangen er den mest almindelige af de flerårige, store bladtangarter, og du finder den i opskyllet på åbne kyster. Stryg et sukkerlag af den, næste gang du møder den. Der, lige for dine fødder, ligger nemlig en sød hilsen fra havet.

































