Suger med 540 km/t: Elefantens snabel er et værktøj uden lige
Et nyt studie går i dybden med, hvad elefantens utrolige snabel egentlig formår - og det er ikke så lidt!
elefanten snabel forskning 540 kilometer i timen suge

Snabelen er et af evolutionens undere. Danske forskere er ikke overraskede over studiets konklusioner, men roser udførslen. (Foto: Shutterstock)

Snabelen er et af evolutionens undere. Danske forskere er ikke overraskede over studiets konklusioner, men roser udførslen. (Foto: Shutterstock)

Elefantens snabel er et umådeligt praktisk organ, som gør, at det ellers firbenede og fingerløse dyr kan manipulere sine omgivelser i en grad, som kun få andre væsener formår.

Snabelen giver elefanten en lugtesans, der er skarpere end hundens, og snabelen består af over 100 kilogram ren muskel, som både er finmotorisk nok til at plukke individuelle blade og stærk nok til rive små træer op med roden.

Yderligere kan snabelen også bruges til at kommunikere over flere kilometers afstand, agere snorkel, samt opbevare vand, som elefanten kan sprøjte på andre, drikke eller vaske og fugte sig selv med, hvilket er livsvigtigt i den tropiske hede.

Faktisk ser det ud til, at snabelen kan mere end det: Den kan også bruges til at skabe undertryk, så elefanten kan suge mad til sig, viser et nyt studie, som blev udgivet i tidsskriftet Journal of the Royal Society Interface.

Her er forskerne gået i dybden med, præcis hvor meget elefantens snabel rent faktisk er i stand til i mål og tal, og den skuffer ikke.

En biologisk støvsuger

Det var Kelly, en 3 tons tung og 34 år gammel afrikansk hunelefant (Loxodonta africana) fra Atlanta Zoo i USA, som lagde snabel til i de eksperimenter, forskerne havde opsat for at måle dens kapaciteter.

Her skulle Kelly blandt andet suge vand ud af et akvarie, alt imens forskerne målte, hvor lang tid det tog, og hvor meget vand der var tilovers bagefter. I andre forsøg blev Kellys sugekraft målt på trykplader, og hendes fingernemhed blev sat på prøve, da hun skulle håndtere små enkeltobjekter som en individuel tortillachip, men det var ikke noget, snabelen ikke kunne klare.

Det viser sig, at elefantens snabel suger en hastighed på 150 meter i sekundet - svarende til 540 kilometer i timen. En fart, som er næsten 30 gange hurtigere end et menneskenys, der bevæger sig med 4,5 meter i sekundet, skriver New Scientist.

Kelly i færd med at vise forskerne, hvad en snabel kan bruges til. (Video: New Scientist)

Som noget nyt viste studiet, at Kelly brugte sin snabel til at suge mad til sig, som en støvsuger - en adfærd, der ellers kun er set hos fisk, og som forskerne formoder er helt unik blandt landdyr.

Hvorvidt elefanter i naturen rent faktisk bruger deres imponerende sugeevne til at gribe mad er dog ikke sikkert, da de risikerer også at inhalere støv, blade og andre småting, fortæller elefantekspert Michael Garstang, som ikke var involveret i studiet, til New York Times.

Forskerne brugte også ultralyd til at måle indersiden af Kellys snabel, mens hun inhalerede vand. Her observerede de, at Kelly kunne udvide omfanget af sine to næsebor, som går hele vejen op gennem snabelen, med 30 procent, og dermed indeholde hele 64 procent mere vand, end når snabelen var afslappet, op mod 5,5 liter i alt.

»Næppe chokerende nyt«

Det er imponerende tal, men næppe noget, som vil overraske dyrepassere og folk, der arbejder med elefanter, fortæller Tobias Wang, professor ved Institut for Biologi ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

»Det er der som sådan ikke noget rystende i, for det kunne man se på den måde, musklerne (i snablen, red) er orienterede, men det er alligevel flot målt.«

Tobias Wang har ikke selv har forsket i elefanter, men specialiserer sig blandt andet i dyrs respiration og fysiologi.

Han bekræfter da også, at elefantens evne til at suge mad til sig ganske rigtig er unik blandt landdyr.

»Hos fisk er det meget velbeskrevet, at de har en ‘suction feeding mechanism’, som det hedder på engelsk, hvor de udvider mundhulen, skaber et undertryk og suger byttet ind, hvilket ikke før er blevet påvist hos et terrestrisk (landgående, red) dyr. På den måde er der noget nyt i studiet.«

Elefantens unikke fysik har længe været kilde til fascination og forskning. Her ses to anatomiske illustrationer af en indisk elefant, Elephas maximus indicus, fra 1899. (Billede: J.E.V. Boas, Simon Paulli og Carl Cordts/CC0)

Tobias Wang roser dog forskerne, som, han fortæller, har gjort et grundigt stykke arbejde.

»Det er et flot studie, fordi det kombinerer forskellige tilgangsvinkler,« fortæller han og henviser til, at de i studiet både bruger matematiske beregninger, adfærdsobservationer og kontrollerede eksperimenter.

»Men det er næppe chokerende nyt. Jeg forestiller mig, at hvis man spørger en tilfældig elefantpasser i en hvilken som helst zoologisk have, ville de nok sige: ‘Ja, det er jo det, vi længe har kunnet se.’«

Lille brik i et stort puslespil

Hvorvidt Tobias Wang har ret i den teori må tilfalde Mads Frost Bertelsen at besvare. Han er adjungeret professor på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet og nyligt udpeget zoologisk direktør i København Zoo, hvor han også har arbejdet de sidste 18 år som dyrlæge.

»Det har han fuldstændig ret i,« afslører Mads Frost Bertelsen og fortæller, at dyrepasserne i Zoo har lang erfaring med, at elefanterne suger ting som kiks til sig.

»Det er ikke nyt på den måde, men hvordan den gør det, er nyt. Og de her hastigheder, som man ellers ikke jordisk chance for at vide, det, synes jeg, er imponerende, at de kan regne ud.«

Mads Frost Bertelsen har gennem sin karriere arbejdet meget med elefanter. (Video: København Zoo)

At elefanter i naturen, som Michael Garstang postulerer i New York Times, ikke skulle bruge deres evne til at suge mad til sig, er Mads Frost Bertelsen ikke nødvendigvis enig i.

»Hvis den ikke skulle bruge det i naturen, hvorfor har den så udviklet evnen?« spørger han og påpeger, at elefanten blot vil kunne spytte sand og andre småting ud igen.

»Hvis en elefant kommer forbi en figen eller noget, som er drattet ned fra et træ, tror jeg den vil bruge præcis samme teknik.«

I en bredere kontekst ser Mads Frost Bertelsen studiet som en lille brik i et meget stort biologisk puslespil, men ikke noget, som kommer til at ændre hverdagen i Zoo.

»Det er ikke noget, som ændrer vores opfattelse af elefanten, eller hvordan vi skal omgås den, men er med til at gøre dette fascinerende dyr endnu mere fascinerende.«

»Men måske, som de også selv skriver i studiet, kan man kan lære noget af det i forhold til biomekanik og ingeniørkunst.«

Forfatterne bag det nye studie håber netop, at robotforskere vil lade sig inspirere af studiets resultater og bruge nogle af snabelens særegne fysiologiske egenskaber til at designe og udvikle fremtidens robotter - en tilgang, som kaldes 'bionik'. Det kan du læse mere om i artiklen Bionik – når teknologi efterligner naturen.

Ifølge studiet findes der allerede robotter, som efteraber snabelens evne til at transportere vand, blandt andet til at genoptanke skibe på åbent hav, eller til at levere vand og ilt til folk, som er fanget under murbrokker.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om blandt andet det mikroskopfoto, som du kan se herunder.


Annonce: