Sådan redder vi dyrelivet: Inddrag en tredjedel af landjorden

Hvis vi vil redde den mangfoldighed af dyreliv, der findes på Jorden, skal vi frede 34 procent af landjorden. Det svarer til et areal, der omtrent dækker Nord- og Sydamerika.

Sådan lyder konklusionen på en stor international forskningsundersøgelse, som Jonas Geldmann har bidraget til. Han er postdoc ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.

Den unge forsker fortæller, at verdens lande allerede nu har forpligtet sig til at bevare 17 procent af landjorden for at sikre biodiversitet i fremtiden. På papiret går det godt med at nå det mål. Men kun på papiret, afslører den nye forskning.

»Vores opgørelser viser, at mange af verdens ikoniske, fine naturområder er beskyttet. Men listen over områder tæller også Amager Strandpark og alle danske kirkegårde. Det er et af de midler, Danmark har brugt for at kunne angive, at vi beskytter 17 procent af landarealet.«

»I USA har man gjort noget lignende. Man har udvalgt områder med nationale monumenter, som alligevel er fredede, fordi en eller anden general tabte eller vandt et slag på stedet. Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er et sted med stor biodiversitet,« siger Jonas Geldmann.

Regeringerne lever ikke op til ansvaret

I 2010 besluttede verdens lande i FN-regi, at vi i 2020 skal bevare 17 procent af verdens landjord og 10 procent af havområderne for at sikre biodiversiteten.

Den nye forskning viser, at landene – på papiret – faktisk er ret gode til at leve op til den forpligtelse. I øjeblikket er:

• 14,6 procent af landjorden fredet. Det er 19,7 millioner kvadratkilometer land. Der mangler 'kun' 3,3 millioner km², før målsætningen er nået.
  
• Og 2,8 procent af havet er fredet.

Men ser man på, hvor de forskellige fredningsområder ligger, så bliver billedet mindre imponerende.

»Vi så på, om områderne overlapper de steder, hvor forskere har vist, der er den bedste biodiversitet, samt om de i rimelig grad dækker de overordnede naturtyper på globalt plan,« siger Jonas Geldmann.

Det viste sig, at overlappet kun var på:

• 77–78 procent, når det kom til de områder, der var identificeret for deres udsædvanligt høje biodiversitet. Heriblandt Tanafloden i Kenya, Øen Fatu Hiva, der er en del af Fransk Polynesien, og Mount Karthala på øen Comoros i Det Indiske Ocean.
  
• Og at kun 59-68 procent af de overordnede naturtyper var tilstrækkelig dækket. Eksempelvis tundra, ørken, lavlandsregnskov og højlandregnskov.
  
• Samtidig viste det sig, at 57 procent af 25.380 truede dyrearter – pattedyr, fugle, padder og krybdyr – ikke var dækket tilstrækkeligt af de områder, der er udvalgt til beskyttede områder. Da beregningerne foregik på et meget overordnet plan, er det svært at uddrage data som viser, hvor godt de enkelte dyrearter er dækket ind – for eksempel tigere, næsehorn, uglearter og albatrosser.

»Det er nemt at skrive under på, at 17 procent af landjorden skal beskyttes for at sikre biodiversitet. Men om de enkelte lande så reelt lever op til ansvaret om at stoppe tabet af biodiversitet? Der er svaret et stort og rungende nej,« siger Jonas Geldmann.

Beskyttede områder skal ligge rigtigt

Forskerne har regnet sig frem til, at hvis beskyttede områder skal kunne beskytte de dyr og planter, de er udlagt for at beskytte, så bliver de nødt til at være dobbelt så store som målsætningen – altså udgøre 34 procent af Jordens overflade.

»De områder, der bør beskyttes, er ikke ’øer’. Og ender de med at være det, virker bevaringen meget dårligere. Det er vores problem i Danmark i dag. De små pletter af natur, vi har, ligger meget spredt ud for sig selv, fordi de ligger omkranset af moderne effektive landbrug,« siger Jonas Geldmann.

Han vurderer, at man faktisk godt kunne nøjes med at bevare et landareal, der er mindre end 17 procent. Det skal bare være nøje udvalgt, og så skal der afsættes de nødvendige ressourcer til driften. Men hvor lidt man kunne klare sig med, og hvor områderne præcis skulle være placeret, har han og de andre forskere ikke kunnet komme frem til.

Professor: Heldigt, hvis 17 procent var nok

At det kræver mere end 17 procent af landjorden at sikre biodiversiteten kommer ikke bag på professor ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, Jens-Christian Svenning, som ikke har været involveret i forskningen. Han mener, at hans kollegaers resultat lyder holdbart.

»Jeg vil vurdere, at deres analyse er rigtig. Beslutningen om, at de beskyttede områder skal udgøre 17 procent, er ikke en naturlov. Det er lige ud ad landevejen at kigge systematisk på data og undersøge om det, regeringerne har gjort, er dækkende nok.«

»Det ville jo også være heldigt, hvis 17 procent var nok til at sikre hele biodiversiteten. Da dyrene udviklede sig, var 100 procent af kloden natur. Så jeg er ikke overrasket over, de kommer frem til, at det er brug for mere,« siger Jens-Christian Svenning.

Mennesker kan godt leve i områderne

Professoren er optimistisk i forhold til at udvide de beskyttede områder. For selvom der kommer flere mennesker på planeten, kan de sagtens opholde sig i områderne – bare de tager de rigtige hensyn.

»Der er grund til mere optimisme, end man normalt har. Alle jordens arter har levet igennem massive klimaændringer i fortiden. Naturen fungerer ikke som en fin organisme, der ikke kan tåle at blive forstyrret. Så jeg tror, der er stort rum for, at der også kan findes mennesker i beskyttelsesområderne.«

»Man kan godt nok ikke have intensiv produktion af landbrugsprodukter og intensivt skovbrug. Men der er mange andre ting, man kan gøre.«

»For eksempel er de godt drevne olieraffinaderier i Sydamerikas jungle i princippet ikke en trussel mod den lokale biodiversitet.«

»Problemet med raffinaderierne er, at folk flytter ind langs med vejene og begynder at jage dyr på en uhensigtsmæssig måde. Men kan man styre brugen af området, så kan man bevare biodiversiteten samtidig med, at der er mennesker,« siger Jens-Christian Svenning.

Forskningen har allerede påvirket meningsdannere

Selvom den videnskabelige artikel, som Jonas Geldmann har bidraget til, først lige er blevet publiceret i tidsskriftet Conservation Letters, så har resultaterne allerede nu påvirket synet på naturbevaring.

»Vi har kendt til resultaterne i noget tid og har derfor kunnet kommunikere dem. Derfor har artiklen allerede fået noget virkning.«

»I november 2014 mødtes 6.000 bevaringsfolk i Sidney til en konference, der bliver holdt hvert 10. år. Den sætter traditionelt et stort præg på den retning naturbevarelsen tager. Der fremlagde vi nogle af vores resultater, og det skabte en konsensus om, at man bør øge de beskyttede områder,« siger Jonas Geldmann.

Han håber nu, at IPBES – naturbevaringspendanten til FN’s klimakomite IPCC – vil tage forskningen til efterretning, så man finder nogle bedre løsninger til at bevare klodens biodiversitet.