Du har måske engang kigget på en myretue, hvorefter en tanke har strejfet dig.
»Hvor mange myrer findes der mon i hele verden?«
Det spørgsmål behøver du ikke bekymre dig om længere. En gruppe forskere har svaret til dig: Jorden er i øjeblikket beboet af cirka 20.000.000.000.000.000 myrer.
I studiet, der er publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences, fremgår det også, at de 20 billiarder myrer vejer mere end alle verdens fugle og pattedyr tilsammen, dog undtagen mennesket.
Forskerne kunne bestemme antallet af myrer ved at bruge data fra 489 studier med standardiserede metoder, der alle har målt, hvor mange myrer der findes i forskellige dele af verden.
Det gjorde også forskerne i stand til at bestemme myrernes samlede biomasse, hvilket opgøres som myrernes samlede vægt i kulstof. Hele verdens myrer indeholder omkring 12 millioner ton kulstof.
Fugles samlede biomasse er til sammenligning 2 millioner ton kulstof, mens pattedyrs ligger på omkring 7 millioner ton kulstof. Mennesker slår dog selv myrerne, da vores samlede kulstofindhold er på omkring 60 millioner ton.
\ Opgørelsesmetode
Det er en gængs metode at opgøre biomasse som massen (tørvægten) af kulstof i en art, ligesom det er gjort i dette tilfælde.Det vil f.eks. sige, at en elefants vægt vil være vægten af kulstof i elefantens krop.
Kilde: Mennesker udgør 0,01 % af alt liv – men vi gør stor skade
Tidligere studier har dog også vist, at der findes enormt mange myrer i verden. Deres estimater har dog kun været baseret på en eller to lokationer.
Det nye studie har derimod forsøgt at bestemme det mest akkurate estimat ved at bruge mange studier fra hele verden.
Estimatet kan ifølge forskerne dog godt forbedres. De fleste af studierne har nemlig kun bestemt antallet af myrer ved at kigge på jorden og ikke i træerne eller under jorden. Samtidig er data fra det nordlige Asien og Afrika også begrænset.
jso

































