Det er den deponerede jord, der var skyld i jordskreddet ved Nordic Waste. Og faktisk var der allerede jordskredsaktivitet i 2021.
Det konkluderer forskere fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) i en ny rapport.
På Videnskab.dk har vi tidligere beskrevet, hvordan store regnmængder og det sæbelignende ler i undergrunden kan have forårsaget jordskreddet.
Nu vurderes det i rapporten, som er udarbejdet efter anmodning fra Miljøstyrelsen, at dette ikke var en naturbegivenhed af »usædvanlig, uundgåelig (og uafværgelig) karakter«. I stedet viser nye oplysninger, at den forurenede jord, som Nordic Waste har deponeret på grunden, er den primære årsag.
Dermed er det kombinationen af at have deponeret store mængder jord på en bakkeskråning, hvor der ligger sæbeglat ler, der har skabt grobund for et jordskred.
I rapporten konkluderes det, at der indtil i hvert fald foråret 2023 kun har været jordskredsaktivitet i området, hvor den forurenede jord har ligget - og ingen øget skredaktivitet i de omkringliggende områder.

Det var allerede i 2021, at man så de første tegn på sprækker i jordbunken, forklarer Kristian Svennevig, der er seniorforsker ved Afdeling for Kortlægning og Mineralske Råstoffer hos GEUS og medforfatter til rapporten.
»I foråret 2023 ser vi ekstremt tydelige tegn på skredaktivitet – fire meter høje sprækker inde i deponiet – i den vestlige del. Så tydelige tegn er svære at overse,« fortæller han til TV2.
Altså har der været flere mindre jordskred på virksomhedens grund de seneste år. Men i begyndelsen af december 2023 blev skreddene kraftigere, hvor de kraftige regnmængder samme år kan have haft en indvirkning, beskriver GEUS.
GEUS vurderer også, at hvis der ikke gøres noget for at bremse jorden, vil det blive ved med at skride, indtil det når et stabilt terræn med en tilpas lav hældning. Det vil derfor kræve yderligere analyser at finde netop det punkt.
tmmk
































