Rochelle Buffenstein har arbejdet med den østafrikanske nøgenrotte siden 1980’erne og er en af verdens ledende eksperter på det forunderlige dyr.
Det er også årsagen til, at professoren for nylig holdt foredrag på et arbejdsmøde om utraditionelle forskningsdyr i regi af Food Ecology research group ved Center for grundforskning 2013-2014 ved Det Norske Videnskaps-Akademi.
Forskerne håber nemlig på, at nøgenrotten med tiden kan lære os mennesker et trick eller to, når det gælder levetid og godt helbred.
Efter årevis med forskning er Rochelle Buffenstein og hendes kollegaer ved University of Texas på sporet af nogle af dyrets hemmeligheder.
Men først: Lad os lære nøgenrotten lidt bedre at kende.
En særling og et superdyr
Hvad er den egentlig for noget? En muldvarpe? En rotte?
Forskerne har arbejdet på at placere nøgenrotten i livets træ. Men efter at dens arvemateriale er blevet sekvenseret, havnede den i kategorien med nogle få andre gravende gnavere. Men nøgenrotten er i virkeligheden en skikkelig særling, der skiller sig ud fra de fleste andre skabninger både i levevis og udseende.
Disse hårløse, pølselignende væsener på størrelse med en mus lever hele deres liv flere meter under jorden, hvor de spiser rødder og anden underjordisk plantekost. Desuden er de de eneste pattedyr, vi kender til, der lever som myrer og bier – de bor i kolonier, hvor kun en af hunnerne kan parre sig og få børn.
Dronningen vokser sig større end de andre dyr. Hun udvælger sig nogle få hanner, som hun vil parre sig med. De bliver kønsmodne og begynder at producere sædceller.
Men alle andre nøgenrotter i kolonien forbliver i et slags tidligt ungdomsstadie. De er arbejdere, der hjælper med at forsvare kolonien og opfostre alle ungerne, som dronningen får.
Ungernes føde – og i øvrigt også et godt tilskud til de voksne nøgenrotters kost – består af afføring fra kolonien.
Det er nærliggende at forestille sig, at disse dyr lige så godt kunne høre hjemme på planeten Mars, men der findes dog slående ligheder mellem dem og os mennesker. På mange måder kunne vi nok ønske os endnu flere ligheder.
Til trods for sit noget uforklarlige ydre kan nøgenrotter nemlig nærmest regnes for at være et slags superdyr.
Mennesker og nøgenrotter lever længere end de burde
Små pattedyr lever ofte kort tid. Der er faktisk et temmelig fast forhold mellem, hvor stort et pattedyr er, og hvor længe det lever. Mus, rotter og andre små dyr lever kun et par år. De store aber kan blive 50-70 år, mens elefanter kan leve, til de er 70 år.
Men der findes to arter, som skiller sig helt ud fra dette mønster: Mennesket og nøgenrotten. Vi lever meget længere, end vi burde.
Sammenlignet med sine vækstmæssige sidestykker i dyreverden, lever nøgenrotten faktisk otte gange længere. I fangenskab kan de blive op til 30 år gamle. Det er intet mindre end sensationelt. Men der er mere.
Nøgenrotten holder sig uforskammet godt helt op i alderdommen. Rochelle Buffenstein viser et billede af et dyr i fuld firspring på en trædemølle.
»Dette er en 27 år gammel frugtbar hun i fuld aktivitet. Dyrene begynder ikke at vise aldersrelaterede forandringer i kroppen, før de er, hvad der svarer til 90 år i menneskeår.«
»Efter at have studeret dem i alle disse år ved vi faktisk ikke, hvad deres primære dødsårsag er,« siger hun.
Nøgenrotterne ser nemlig ud til at være modstandsdygtige over for mange af de lidelser, der rammer mennesker og mange andre arter i alderdommen.
Nøgenrotte kunne ikke udvikle kræft
»Vi har set nogle hjertesygdomme hos nøgenrotterne, men det dræber dem ikke. Knoglesundheden forbliver god, og energiomsætningen i kroppen holder sig høj. Vi ser ingen tab af nerveceller i hjernen, før de er 24 år gamle,« fortæller Rochelle Buffenstein.
Og ikke mindst virker det som om, at nøgenrotterne er immune over for kræft.
Forskerne, der studerede nøgenrotter, noterede sig, at de aldrig så nogen tilfælde af kræft hos dyrene. Det fik dem til at overveje, om de overhovedet kunne give dem sygdommen?
»Vi har prøvet,« siger Rochelle Buffenstein.
Hun og kollegaerne har inficeret celler med kræft og sat dem ind i både nøgenrotter og andre arter. Normalt ville der dukke en svulst op efter bare nogle uger. Men ikke hos nøgenrotter.
Efter et halvt år viste de indsatte kræftceller endnu ingen tegn på at dele sig for at udvikle en svulst.
»Vi har også forsøgt at male med kræftfremkaldende stoffer på mus og nøgenrotters hud. Alle musene havde svulster inden 14 uger. Hos nøgenrotterne var der ingen tegn på kræft, selv efter seks måneder og øgede doser af det kræftfremkaldende stof.«
»Vi tror nu, at de virkelig bare er immune over for kræft.«
Tåler gift og oxygenmangel
Og det er ikke udelukkende kræft, nøgenrotterne tager i stiv arm, fortæller Rochelle Buffenstein.
CO2-niveauer, der dræber mus på 15 minutter, ser ikke ud til at plage nøgenrotterne nævneværdigt. Desuden kan de overleve i 25 minutter helt uden oxygen.
»Hvis du tager dem ud af forsøget efter 23 minutter og giver dem oxygen igen, bliver de helt friske. Vi ser, at nerveaktiviteten synker under luftmangel, men den kommer helt op igen efterfølgende.«
Forskeren fortæller også, at de har udsat cellekulturer fra nøgenrotter for nærmest alle giftstofferne i bogen. Resultaterne viser, at disse celler tåler de fleste gifte, langt bedre end museceller gør.
Men hvorfor? Det ved forskerne endnu ikke.
Men hvis vi kan knække nøgenrotternes hemmeligheder, kan vi måske bruge den viden til forebyggelse af både aldring og sygdom.
I de seneste år har Rochelle Buffensteins forskergruppe dog lettet lidt på nøgenrotters slør.
Cellemekanismer sørger for at rydde op i cellerne
Forskerne har set nærmere på, hvad der sker i nøgenrotteceller og museceller, når de bliver udsat for gift eller andre farer.
»Selv ved små doser af gift ser vi, at nøgenrotternes celler simpelthen stopper med at dele sig og går ind i en ventefase,« siger Rochelle Buffenstein.
På den måde undgår dyrene, at celler, der har fået skader i deres DNA, deler og spreder skaderne yderligere.
Desuden har forskerne opdaget, at nøgenrottecellerne ser ud til at være exceptionelt gode til at skille sig af med ødelagte proteiner.
Celler hos både mus og nøgenrotter har mekanismer, der sørger for at skære skadede proteiner op og recirkulere dem, så de ikke forurener miljøet inde i cellerne. Men hos musene ser det ud til, at giftstofferne slår dette system fra, så cellerne ikke længere formår at holde orden.
Hos nøgenrotterne er situationen derimod en helt anden. Her fortsætter oprydningen i cellerne i højt tempo, selv når de bliver udsat for forgiftning.
Denne specielle evne til at håndtere skader i cellerne ser ud til at hænge sammen med høje niveauer af stoffet Nrf2. Og det ser ud til, at faktorer i miljøet påvirker processen.
Men der er ikke andet for end at forske videre herfra.
Nøgenrotter og mennesker har samme genart
Da Rochelle Buffenstein påbegyndte et doktorgradsprojekt om nøgenrotter engang tilbage i 80’erne, havde hun ikke forestillet sig, at dette lille hårløse dyr skulle følge hende gennem hele forskningskarrieren.
Og endnu ved vi ikke, om vores viden om denne nøgne skabning kan give større indsigt i og bedre helbred for en anden, næsten hårløs, art. Men der er håb.
»Efter at nøgenrottens genom blev kortlagt i 2011, har vi opdaget en række gener, der kun er fundet hos to arter: nøgenrotter og mennesker. Vi forstår endnu ikke, hvad generne gør. Men måske kan de fortælle os noget om, hvordan lige netop vi kan leve så længe.«
©forskning.no Oversat af Anna Bestle
