Lyset fra mini-ubåden har kastet sit kolde lys over varmt liv i det evige mørke tæt på undersøiske varmekilder i Atlanterhavet. De er stødt på hidtil ukendte arter:
En rovsøstjerne, som famlede sig frem med sine syv arme over et tæppe af kravlende krebsdyr, en ny variant af yeti-krabben med kæmpeklør, og en bleg blæksprutte af ukendt oprindelse.
De nye dyr bliver nu verdenskendte gennem en artikel i tidsskriftet PLoS Biology. Men historien om, hvordan de blev fundet, starter egentlig tolv år tidligere.
Sydatlanten gemmer på undersøisk springvand
I 1999 sejlede et forskningsskib omkring 150 kilometer vest for ørkenen og de stejle, sydlige Sandwich-øer i Sydatlanten.
Båden slæbte en sonar dybt nede i havet lige over havbunden på 2.500 meters dybde. Den udsendte kraftige lydsignaler, som sendte ekko tilbage. På den måde kunne forskerne kortlægge havbunden.
Et instrument, som målte lysspredningen i vandet, var også fæstet til sonaren, som kunne registrere partikler i vandet. Det tydede på, at der var et undersøisk springvand af varmt vand og gasser fra Jordens indre - det som kan kaldes en sort ryger (black smoker) eller en sort skorsten.
»Djævelens punch bowle«
Elleve år senere vendte britiske, amerikanske og spanske forskere tilbage til området for at kortlægge livet i de undersøiske gejsere på East Scotia Ridge.
Langs denne undersøiske fjælryg er tektoniske plader gledet fra hinanden med en fart på omkring 7 centimeter i året de sidste 15 millioner år.
Kameraerne i den ubemandede mini-ubåd, Isis, fejede over havbunden, blandt andet to kilometer nord for et undersøisk krater, der har fået navnet ”Djævelens punch bowle”.
Livets oprindelseskilde
Og det syder godt dernede i mørket. Vandet rundt om de varme strømme, der fræser op fra Jordens indre, er ved frysepunktet. Det enorme tryk hindrer vandet i at koge - selv ved 400 plusgrader.
Mørk røg af hydrogensulfid og metaller lader de sorte skorsten leve op til sit navn.
De stinkende stoffer giver næring til en bakterieflora, der udnytter den kemiske energi som erstatning for den manglende sollys.
Disse bakterier danner fundamentet i en af verdens måske første fødekæder. Forskerne tror nemlig, at livet kan være opstået ved samme typer af undersøiske gejsere.
Og nogle af disse fødekæder er også ganske mærkelige.
Dyrene i havet ved Antarktis deles om goderne
Her findes nemlig dyr, der har erstattet kæden med flad organisering. Forestil dig, at du ikke havde mave og tarme, men at du i stedet havde kammerater i en pose rundt livet, der fordøjede maden for dig.
Så kan du leve dig ind i hverdagen for svovlormen Riftia pachyptila. Den voksne kæmpeorm kan blive tre meter lang og vifter maden ind med tentakler.
Men den har ikke sit eget fordøjelsessystem. I stedet fodrer den bakterier, der holder til i en dertil egnet pose, trophosomen. Bakterierne deler goderne med svovlormen i det, der hedder endosymbiose.
Også rejer, havsnegle og andre dyr benytter sig af bakteriernes goder. Det er stor og underlig livsmangfoldighed i de sorte skorstene.
Mere mangfoldig i syd
Denne livsmangfoldighed er helt modsat af, hvordan det er på land. Her øges livsmangfoldigheden jo tættere vi kommer på ækvator. Den største mangfoldighed findes i de tropiske regnskove.
Dybt nede på havbunden øges mangfoldigheden faktisk for nogle dyregrupper jo længere væk fra ækvator du kommer i retning mod Antarktis. Og de sorte skorstene er ingen undtagelse.
De er specielt spændende, fordi hver skorsten er et økosystem for sig selv, som varme oaser i en ørken af kulde.
Udvinding truer det mangfoldige dyreliv i Antarktis
Men det forskelligartede dyreliv kan være truet. De sorte skorstene er nemlig også et afkom af svovlforbindelser med værdifulde metaller som blandt andet kobber.
Interessen for disse metaller stiger, og et canadisk firma planlægger minedrift ved en uddød sort skorsten ved Ny Guinea i 2013.
Derfor tager forskerne kampen op for, at de sorte skorstene må fredes. Områderne på East Scotia Ridge vil være beskyttet af Antarktistraktaten.
Protokollen om miljøværn blev vedtaget i 1998. Den udpeger Antarktis til et naturreservat og forpligter til beskyttelse af miljø og økosystemer.
© forskning.no. Oversat af Mette Damsgaard
