Soveværelset summer af myg, bænkebiderne er overalt på den løftede træplade, flåterne suger sig fast i din varme armhule, og edderkopperne spinder nye boliger på ydersiden af dit hus.
Overalt findes disse leddyr, der i alt udgør over en million forskellige arter, hvor samtlige insekter også indgår.
Forestil dig så, at man tog samtlige af Jordens leddyr og placerede dem på en badevægt. En milliard ton ville badevægten sige. Det er nogenlunde det samme estimat, som hvis man lavede samme øvelse med alle mennesker på Jorden og alle landbrugsdyr - tilsammen.
Det skriver Weizmann Institute of Science i en pressemeddelelse, hvor de også giver et bud på antallet af leddyr på Jorden: 10.000.000.000.000.000.000.
Jordens leddyr er uhyre vigtige for vores økosystemer og overlevelse. Derfor undrede det forskerne, at man ikke havde et greb om, hvor meget de egentlig fylder.
Forskerne samlede data for tusindvis af observationer, og i studiet indgår både de leddyr, der lever over og under jorden.
Studiet viser, at hovedparten af Jordens leddyr faktisk lever under jorden. Det kunne være springhaler eller mider. Dyrene under jorden er med til at opretholde en økologisk balance.
Og det er altså ikke blot for sjov, at forskerne har kastet sig ud i dette studie. Det er nemlig vigtigt at få en kvantificering af fænomenet, hvis vi skal kunne løse og forstå økosystemers fremtidige udfordringer.
»Leddyr er blevet beskrevet som ‘de små ting, der styrer verden’ på grund af deres centrale rolle i adskillige økologiske processer. Vi er nødt til at tage dem med i betragtningen, hvis vi skal forstå menneskehedens indvirkning på planeten og de mulige konsekvenser af klimaforandringerne,« siger Yuval Rosenberg, der er forsker ved Weizmann Institute of Science, i pressemeddelelsen.
Studiet er bragt i det videnskabelige tidsskrift Science Advances.
































