»Vi sejlede på en flåde over i alt 800 kilometer på Tanana, en sideflod til Yukon-floden i Alaska, og så på selve Yukon. Det lyder eksotisk, men det er altså også ganske ensformigt,« fortæller palæontolog og lektor ved Naturhistorisk museum i Oslo Jørn Hurum til forskning.no.
Han er kendt for Ida-fossilet og for at have udgravet fossiler af store havøgler på Svalbard hver sommer i en årrække.
I sommers var han altså med på en flodekspedition med forskere fra University of Alaska Museum of the North. De fandt et område, der var fuldstændigt dækket af dinosaurfodaftryk, dybt inde i Alaskas naturreservater.
»Vi gik og plukkede sandstensaftryk af fodspor, som andre plukker kartofler,« siger Jørn Hurum til Alaska-avisen News-Miner.
Fandt en bred variation af arter
Det var palæontologen Pat Druckenmiller, der inviterede Jørn Hurum til at være med i ekspeditionen. Han har været med på Jørn Hurums Svalbard-ekspeditioner i syv somre i træk.
»Vi fandt en bred variation af arter. Små og store planteædere, som ankylosaurus og ornithopoder. Små og store kødædere og muligvis en tyrannosaurus. Kort fortalt, beviser for et forsvundet økosystem, som vi ikke har vidst eksisterede,« siger Pat Druckenmiller til News-Miner.
Forskerne havde en vis anelse om, at dette område kunne skjule spor efter dinosaurere. Her ligger der nemlig et cirka 3.000 meter tykt sedimentlag med sandsten, som er omtrent 100 millioner år gammelt. Lagene ligger på skrå, langs Yukon-floden, og det er faktisk lidt overraskende, at de er relativt uudforskede.
»Området er ikke trådt ned. Der har ikke været olie her, så derfor har der ikke været den store interesse for stedet,« siger Jørn Hurum.
Lag på lag ligger sandstenen. Det var i disse lag, at de flodrejsende palæontologer håbede at finde spor efter dinosaurerne.
»Vi så efter sandsten langs bredden. Normalt er der træer helt ned til floden, men nogle steder stikker der sandsten ud, og der gik vi så ind for at undersøge,« siger Jørn Hurum.
Dinosaurere ved foden af bjergene
Sandsten stammer fra sand, som blev skyllet ud, da bjergene i vest begyndte at hæve sig.
Ved foden af bjergene, på østsiden, vandrede dinosaurererne rundt i sandet på flodsletter. Nogle steder i underlaget var der ler. De aftryk, som dyrene satte i leret, blev fyldt med sand og dannede naturlige afstøbninger.
Efter at der var gået et stykke tid, blev disse til sandsten og lersten. Meget senere gravede Yukon sig gennem stenene.
Langs flodsiderne vasker floden stadig lersten væk og lader på den måde de mere hårde sandstensafstøbninger ligge tilbage.
Det var sådan nogle, Jørn Hurum og de amerikanske kolleger fandt: Tusindvis af tredimensionale fodafstøbninger fra dinosaurere, der vandrede rundt der.
Jørn Hurum har tidligere sagt, at han synes, at det bedste er at finde fossile kranier, men at fodaftryk giver en nærhed til dyret på en anden måde.
»Fodspor er det nærmeste, du kan komme på et snapshot, et sekund eller to i en dinosaurus' liv. Et skelet kan fortælle om hele livet, som dyret levede, og hvordan det voksede, men et fodspor er et nøjagtigt 'her og nu'-billede,« siger Jørn Hurum.
»De fodspor, vi fandt, var så godt bevarede, at vi kunne se den skællede hud på nogen af dem, og det er usædvanligt.«
Afsløret af tæerne og deres placering
»Vi havde indikationer på, at vi ville finde noget, men disse mængder var der ingen, der kunne forudse. Vi fandt aftryk fra både planteædere og fra kødædere og i mange forskellige størrelser. Vi fandt ikke de allermindste, men dyr med fødder i størrelser fra knytnæver til et toiletbræt,« siger han.
Fødder af toiletbrætstørrelse kunne antageligt bære dinosaurkroppe på 8 til 10 meters højde.
Fodaftryk kan fortælle en hel del om dinosaurussen, som satte det. Det kan afsløre, omtrent hvor stor den var, og noget om hvilken slags gruppe den tilhørte, ud fra hvor mange tæer den havde, og hvor tæerne sad på foden.
»Vi kan genkende de forskellige grupper ved at se, om de havde runde eller aflange fodflader, tre tæer eller flere tæer. Vi har endnu ikke gennemgået alt, men det ser ud til, at der er en del ukendte arter blandt fodsporene.«
Ny viden om det grønne
På flodsletten, hvor dinosaurerne vandrede, har der angiveligt også været tæt skov. Forskerne fandt nemlig et bredt udvalg af fossil vegetation.
Blandt kogler, grene og stammer gjorde de en opdagelse, som strider mod den almindelige forestilling om, at der stort set kun var nåletræer på den tid.
»Det, der forbavser mig, er, at vi fandt store løvblade. Jeg troede, at de først kom efter dinosaurerne, men her fandt vi altså løv, der lignede egeløv, på 30 til 40 centimeter i diameter. Det passer ikke ind i mit billede af, hvordan omgivelserne så ud på den tid,« fortæller Jørn Hurum.
»Palæobotanikerne har vidst dette et stykke tid, men for mig gjorde disse fund et forskel. I tegninger af dinosaurere putter vi dem gerne ind blandt primitive nåletræer. Nu skal vi måske begynde at putte dem ind i en dansk eller tysk bøgeskov.«
Mere at finde
Jørn Hurum har ingen planer om at dykke yderligere ned i fundene fra Yukonbredden lige med det samme, men han vil forsøge at sammenligne sporene her med fodspor, som han har fundet under øgleudgravninger på Svalbard.
Forskerne ved University of Fairbanks skal nu forsøge at sammensætte et billede af det økosystem, der passer sammen med de dinosaurere, som de fandt aftryk fra.
Desuden er området langt fra færdigt udforsket. Det strækker sig flere hundrede kilometer gennem Alaskas ødemark. En stor del af området vil ikke blive undersøgt – her råder strenge regler for indgreb, og meget tilhører urbefolkningen.
Dette satte også begrænsninger for den flodekspedition, som Jørn Hurum var med på.
»Vi måtte indsamle alt, som var under højvandslinjen – alt over det tilhørte reservater. Vi så steder, hvor der var hundredvis af fodspor, som vi ikke måtte nærme os,« siger Jørn Hurum.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
