Bombardementet af lys har for længst sat gang i hormonproduktionen hos fuglene. Ringduerne er nogle af de første til at forsøge sig med parring og med at bikse en simpel rede sammen.
I lune vintre kan de præstere første kuld allerede i februar. Sådan skulle det ikke være i år, men duer er fødte optimister. Mistes et kuld æg, lægger de bare nye, for der er kun to æg i kuldet.
I gennemsnit når de fire kuld på en sæson, men helt op til otte kuld er observeret, så man kan finde unger på reden helt hen i november.
Mange æg bliver taget af andre dyr
Æggene er meget synlige i reden, og rigtig mange af dem bliver røvet af især krager, skader og mår.
Faktisk når kun omkring 25 procent af æggene at klække, og kun omkring halvdelen af ungerne overlever længe nok til at komme på vingerne.
De mange kuld er altså en absolut nødvendighed for, at ringduen kan få afkom nok i verden til at sikre artens beståen – så det er bare med at klø på.

































