Geologer fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS) har for nylig fundet nogle gigantiske 'plovfurer' i farvandet mellem Island og Fæørerne og omkring Grønland.
Furerne, der er op til 25 meter dybe og knap én kilometer brede, er spor efter gigantiske isbjerge, der blev skubbet hen over havbunden ved afslutningen af ældre istider, hvor iskapperne kollapsede.
På sonarbilleder kan man se, at sporene efter isbjergene er parallelle, og det fortæller, at de største isbjerge alene blev flyttet af de dybe, store havstrømme i Nordatlanten.
At isbjerge efterlader sig spor er et velkendt fænomen, og de findes mange steder i den nordlige del af Nordatlanten. Men hvor tidligere spor er fundet på højst 700 meters vanddybde, så optræder de nyopdagede riller på over én kilometer dybt vand, og det bryder alle rammer for, hvad forskerne troede, var muligt i Nordatlanten.
»Riller efter isbjerge i havbunden på over én kilometers vanddybde er helt ekstremt, og det fortæller os, at datidens isbjerge var nogle ordentlige basser, der var betydeligt tykkere, end hvad der i dag findes omkring Antarktis, og hvad vi troede kunne lade sig gøre i Nordatlanten. De er født af ekstremt tykke gletchere, hvis dimensioner langt overgår dem, vi kender i dag,« siger seniorforsker Antoon Kuijpers fra GEUS, der har fundet de nye, store riller.
Et stykke af en gletchertunge
Isbjerge opstår, når gigantiske stykker brækker af gletschertunger eller den såkaldte is-shelf-kant og flyder ud i havet fra Indlandsisen.
Kommer man sejlende på havoverfladen, ser man dog kun toppen af isbjerget - 90 procent af bjerget gemmer sig stadig under vandet. Når isbjerge rager så dybt, sker det ofte, at de går på grund, og derfor sladrer vanddybden om, hvor tykke datidens isbjerge og iskanten omkring det nortatlantiske basin var.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
»Vores målinger tyder på, at sporene er skabt af isbjerge, der svømmede rundt i Nordatlanten før sidste istid, og meget tyder på, at isbjergene er blevet født af datidens Grøndlandske indlandsis. Også i dag føder Grønlands indlandsis de fleste nordatlantiske isbjerge. Det gælder især Jakobshavn Isbræ, der i øjeblikket er under stærkt opbrud og som uden sammenligning er den gletcher, der føder de fleste isbjerge på den nordlige halvkugle,« siger Antoon Kuijpers.
Indlandsisens udstrækning i havet og tykkelsen ved oceanets rand har altså været betydeligt større end i dag. Og for at kunne lave kilometertykke isbjerge langt væk fra land, skal der være nogle bestemte temperatur- og strømningsforhold i vandet. Sporene i havbunden sladrer altså om fortidens klima.
»Den viden kan forskerne bruge til at lave nogle mere præcise matematiske modeller for, hvordan indlandsisen er smeltet og vokset igennem tiderne,« siger Antoon Kuijpers.
Olieplatforme på gyngende grund
Opdagelsen af rillerne i undergrunden bliver fulgt nøje af olieselskaberne i deres arbejde med at finde egnede steder at bygge olieplatforme. For at kunne hente olien op, skal man kunne placere olieplatforme i området - det kræver imidlertid, at undergrunden er stabil.
Hidtil har olieselskaberne arbejdet ud fra den tro, at der ikke findes spor efter isbjerge, når man først er ude på meget dybt vand, men de nye resultater viser, at der også findes sådanne spor meget langt væk fra kysten og på vanddybder større end én kilometer, hvor olieselskaberne nu også er begyndt at indvinde olie.
Samtidigt har andre undersøgelser afsløret, at der også findes sådanne riller i jordlag under havbunden, siger Antoon Kuijpers. Disse riller er blevet skabt af isbjerge fra betydeligt ældre istider, som igennem årene blevet dækket til af sedimenter. Havbunden er mere ustabil i sporene efter isbjergene, og derfor er det vigtigt, at man ved, hvor sådanne spor findes og placerer boreplatformene i sikker afstand fra dem, påpeger Antoon Kuijpers.
