I 2000 præsenterede palæontologen Dale Russell fra North Carolina State University et meget sjældent fund; et fossil af hjertet fra en planteædende dinosaurus.
Forskerne mente at kunne demonstrere, at hjertet, som skulle tilhøre dinosauren Thescelosaurus, indeholdt to kammerlignende hulrum. Det gjorde de ved at scanne fossilet med CT-teknologi, en form for røntgenafbildning.
Russell og kollegerne konkluderede, at planteæderen sandsynligvis var varmblodet og altså nærmere beslægtet med fuglene end krokodillerne. Dette er lige præcis en af de store aktuelle diskussioner i palæontologien.
Fundet af dinosaurushjertet blev præsenteret i det anerkendte tidsskrift Science.
I dag er Russell pensioneret, og en ny generation af palæontologer under ledelse af Tim Cleland fra samme universitet har igen skannet fossilet, denne gang ved hjælp af nye CT-teknikker, som er udviklet i de sidste 10 år.
Konklusionen er antagelig skuffende for såvel Russell som mange andre: Dinosaurens bryst blev fyldt med sand, efter den døde. Og det er netop, hvad hjertet er: sand og sten.
Modeluner kommer og går
CT-scanning af fossiler var en ny og spændende teknologi omkring årtusindeskiftet. Ifølge palæontolog Jørn Hurum ved Universitetet i Oslo kan nye teknologier ofte give nogle forhastede resultater i starten.
»Jeg kan godt huske denne historie. Det var i begyndelsen af den periode, hvor alle fossiler blev kørt gennem CT, og alt blev overfortolket. Sådanne modeluner findes inden for alle videnskaber,« siger han.
Hurum nævner blandt andet strengteori og multiversteorien inden for fysikken. Det er to teorier, som bliver mere og mere populære med tiden, på samme måde som pandebånd eller leopardmønstre i modeverdenen.
»Det samme var tilfældet med analyse af dinosaur-dna i årene efter 1993, da Jurassic Park kom i biografen. Dengang virkede det som om at dna-analyser var en simpel teknik, som kunne løse alle problemerne,« siger han.
Dinofarver på mode i dag
Nutidens forskere er sandsynligvis ikke specielt mere klarsynede end deres forgængere, og nye moderetninger dukker stadig op.
»Lige nu er moden inden for palæontologien at finde farver på fossiler,« siger Hurum.
»Det er en ny forskningsgren, som vil udvikle sig rigtig meget i de næste fem år, og jeg er ikke sikker på, at de resultater, vi ser i dag, kommer til at holde så længe,« siger han.
Dinosaurfarvedebatten er desuden plaget af rivaliseringer mellem forskerne.
Jørn Hurum mener, at det er vigtigt at se de artikler, der afkræfter teorierne, som en god udvikling.
»Videnskab er altid uskker, men graden af usikkerhed ændres over tid. En publiceret forskningsartikel er et indlæg i en diskussion, ikke et endeligt svar på noget som helst,« siger han.
Håb for hjertet alligevel?
Det er meget sjældent, at blødt væv som organer bliver bevaret, når et dyr forstenes. Derfor ved vi meget lidt om for eksempel dinosaurers stofskifte, som man skal bruge blødt væv for at undersøge.
Men Cleland og North Carolina-kollegerne affejer dog ikke dinosaurhjertet helt.
I deres artikel i Naturwissenschaften skriver de nemlig, at hjertet primært består af sand og sten. I sandet er der nemlig bevaret det, der omtales som 'små dele af cellelignende mikrostrukturer'.
Men det endelige spørgsmål om det virkelig kan være dinoens hjerte, overlader forskerne til...andre forskere.
