Alligatorer har tilsyneladende noget værdifuldt fedt på sidebenene. Forskere har nemlig fundet ud af, at fedtet kan fylde din tank med alligator-biodiesel.
Et hold amerikanske forskere har ud fra flere tons alligator fedt, der stammer fra produktionen af alligatorbøffer, formået at omdanne reptilfedtet til brændstof.
»Det handler ikke så meget om et helt nyt brændstof, men fremstillingen af biodiesel ved hjælp af en mere effektiv proces, der helt eliminerer et fast affaldsprodukt,« siger professorThomas Junk fra University of Louisiana i en pressemeddelelse fra American Chemical Society.
Alligatorfedt er velegnet til biodiesel
Fedtet fra alligatorer er ikke et helt dårligt valg til fremstillingen af biodiesel, mener professor Claus Felby fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet. Han har selv eksperimenteret med at lave biodiesel.
»Alligatorfedt er velegnet, fordi det har et relativt højt antal umættede fedtsyrer, som gør forbrændingen i motoren bedre,« siger Claus Felby.
Forskerne har brugt ny strømningsreaktor, hvor de kan omdanne det rå fedt til alligator-biodiesel på få minutter. I reaktoren skilles fedtets triglycerider til glycerol og lange carbonkæder. Det sidstnævnte bliver til biodiesel.
Normalt tager produktionen af biodiesel længere tid, fordi de forskellige processer skal ske én ad gangen, men med den nye reaktor, kan det ske hurtigt.

Mængden af alligatorfedt til rådighed er stor, fordi Amerika hvert år smider omkring 6.800.000 kilo alligatorfedt ud. De knap syv millioner kilo fedt kan omdannes til fem-seks millioner liter biodiesel, som kan blandes med almindelig diesel.
Dræbersnegls-diesel
I Danmark har vi ikke alligatorer, men vi har et andet dyr, som kan bruges til at fremstille biodiesel.
Vi har den irriterende dræbersnegl med kannibalistiske tendenser, og den kan bruges til formålet.
»Jeg tænkte, at jeg ville bruge dræbersneglene til et eller andet fornuftigt. Så jeg blendede dem og kogte dem med afløbsrens og methanol, og lavede derefter biodiesel hjemme på mit køkkenbord. Det stinker, kan jeg sige dig,« fortæller Claus Felby.
Der er bare et lille problem med dræbersneglen. Selvom den findes i rigeligt antal i de danske køkkenhaver, så skal du bruge pænt mange dræbersnegle, hvis du skal køre langt.
»Du skal bruge omkring 500 kilo dræbersnegle, hvis du skal have biodiesel nok til en hel tank. Så det er ikke så holdbart som alligatorfedtet,« siger Claus Felby.
































