En storm truer Danmark, og fredag bliver den gradvist kraftigere, til den når sin top natten lørdag.
Men det er ikke blæsten, der har fanget klimaforsker hos Danmark Meteorologiske Institut (DMI) Martin Olesens blik.
»Det er stormfloden, der er det interessante her. Det er den, der skal håndteres,« fortæller han til Videnskab.dk.
»Stormen i sig selv er der ikke umiddelbart noget særligt ved, for vi ser jo jævnligt kraftigt blæsevejr med vindstød af stormstyrke. Stormfloden tyder derimod på at blive ret kraftig denne gang. Nu er det foreløbigt kun prognoser, men ja, vi forventer, at vi flere steder i det sydlige Danmark vil se en stormflod kraftigere end en såkaldt 100-års-hændelse,« siger han.
En 100-års-hændelse er en stormflod så kraftig, at den statistisk set kun viser sig én gang i løbet af 100 år.
På kortet herunder kan du se, hvor vandstigningerne forventes at ramme:

Omkring Falster og Møn lyder prognosen på en forhøjet vandstand på mellem 140 og 180 centimeter. Til sammenligning er en 20-års-hændelse og en 100-års-hændelse betegnet som vandstigninger på henholdsvis 151 centimeter og 162 centimeter for det område.
Men særligt omkring Lillebælt forventes stormfloden at blive kraftig, siger Martin Olesen:
»Vi forventer en forhøjet vandstand på 190 til 240 centimeter ved Lillebælt. Som reference svarer en 100-års-hændelse omkring Lillebælt til 181 centimeter - så ja, det tyder på at blive ret voldsomt,« fortæller han.
Kombination af naturfænomener giver kraftig stormflod
Årsagen til den kraftige stormflod er der en lille forhistorie til, fortsætter klimaforskeren:
De seneste par dage har en vestenvind (hvilket betyder, at vinden blæser fra vest) nemlig drevet store mængder vand ind i Østersøen, fortæller Martin Olesen.
Men nu er vestenvinden stoppet, og derfor er vandet begyndt at drive ud af Østersøen og ud igennem Kattegat.
Det sker normalt i et roligt tempo, men den kraftige østenvind har sat fart på tilbageløbet, og på sin vej retur bremses vandmasserne af de snævre passager mellem de danske øer, hvilket betyder, at vandstanden for en periode bliver højere end normalt i de områder.
Samtidig presser den kraftige østenvind den høje vandstand til et endnu højere niveau. Og dertil skal man lægge den effekt, de relativt store bølger har på kysterne med pålandsvind.
Samlet giver det vandstandsstigninger flere steder i Danmark meget ulig, hvad vi er vant til.
»Det er samspillet mellem vinden og de opstuvede vandmasser, der giver problemerne,« opsummerer Martin Olesen.
»Hvis ikke der havde været så kraftig østenvind, kunne vandet have løbet stille og roligt ud, og det ville slet ikke have givet problemer i det omfang, vi ser nu,« siger han.
\ Sådan sikrer du dit hus mod stormflod:
Stormflod kan forårsage store skader på dit hus, men der er flere ting, du kan gøre for at undgå skader:
- Hav sandsække parat, som du kan blokere døre, vinduer og andre åbninger med.
- Vær klar med kost, spand og skovl.
- Sørg for, at alle udendørs afløb, tagnedløb, brønde med mere er renset.
- Fjern dine ting fra gulvet – især i kælder.
Hvis uheldet er ude:
- Fjern hurtigst muligt vand og fugt i dit hus for at forebygge skimmelsvamp.
- Beskyt dig selv med værnemidler som gummistøvler og langskaftede gummihandsker, hvis der er trængt kloakvand ind.
- Kloakvand bør ikke komme i kontakt med din hud, øjne eller mund.
- Vær særlig opmærksom på, at sår ikke kommer i kontakt med beskidt vand.
- Brug ikke fodtøj, der har været i kontakt med kloakvand, i resten af huset.
- Når vandet er fjernet, er det vigtigt, at kælderen tørrer ordentligt. Luft ud med gennemtræk, og anskaf dig med fordel en affugter.
- Forurening i haven fra kloakvand nedbrydes typisk i løbet af nogle uger til få måneder. Du bør undgå at lade børn lege på nyligt forurenet jord.
- Hvis du har grøntsager i haven, som har været i kontakt med kloakvand, skal de koges, før du spiser dem. Nogle grøntsager som for eksempel salat kan ikke koges og bør derfor smides ud.
Kilde: TV2, Forsikringsoplysningen, Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen.
Klimaforandringer gør stormfloder hyppigere
Er den her storm på grund af klimaforandringer?
»Nej, stormen er ikke. Storme ser ikke ud til at ændre sig på vores breddegrader, hverken i styrke eller frekvens,« svarer klimaforskeren og fortsætter:
»Men ved stormfloder står det helt anderledes til. De næste årtier vil havniveauet fortsætte med at stige, og når vandet stiger, så vil stormfloder blive hyppigere og kraftigere.«
Martin Olesen fortæller, at sammenlignet med da vi først startede med at måle vandstanden for omkring 120 år siden, er vandstanden steget med omkring 14 centimeter, og den stiger fortsat med cirka 4 millimeter om året.
»Det lyder måske ikke af så meget, men man skal tænke på, at forskellen mellem en 20-års-hændelse og en 100-års-hændelse er 11 centimeter, og i det perspektiv er 14 centimeter en del,« siger han.
»Og når vi har med kraftige stormfloder at gøre, for eksempel en 100-års-hændelse som her, kan selv få centimeter være helt afgørende for omfanget af skader.«
Ifølge DMI’s Klimaatlas vil vandstanden stige gradvist hurtigere og hurtigere til 30 centimeter i midten af århundredet og til 60 centimeter mod slutningen af dette århundrede for et højt udledningsscenarie.
Det vil give både hyppigere og kraftigere stormfloder, og det, der i dag er en 20-års hændelse, kan komme til at ske op til flere gange om året, skriver DMI.
Hvis du skulle købe hus, ville du så tage højde for, hvordan huset lå i forhold til vandstigninger?
»Ja, det ville jeg selvfølgelig kigge på. Jeg ville også undersøge, hvad kommunen havde af planer i forhold til klimasikring. Det ville være på linje med at tjekke, om fundamentet ser godt ud, om taget er fornuftigt og så videre,« svarer Martin Olesen.
































