Blinde nøgenrotter bruger sine øjne til at 'se' magnetfelter
Nøgenrotte Magnetfelt Blind

Nøgenrotter er så blinde, at de kun kan se forskel på lys og mørke omgivelser. Et nyt eksperiment viser, at de muligvis bruger deres øjne til meget mere end det. (Foto: Shutterstock).

Nøgenrotter er så blinde, at de kun kan se forskel på lys og mørke omgivelser. Et nyt eksperiment viser, at de muligvis bruger deres øjne til meget mere end det. (Foto: Shutterstock).

Kilde: 
01 oktober 2020

Hvordan kan nøgenrotter finde vej under jorden, selvom de er blinde? 

Tidligere studier har vist, at fugle og hunde kan navigere ved hjælp af Jordens magnetfelt. 

Det samme gør sig gældende for nøgenrotter, der ikke behøver lys for at se.  

Derimod bruger de deres øjne til at ‘se’ magnetfelter og navigere rundt dybt under jorden i lange, kringlede tunneller, viser et nyt studie. 

Det skriver New Scientist. 

»De bruger ikke deres syn til at orientere sig med. Synsevnen er mere eller mindre ligegyldig for dem,« fortæller Kai Caspar, der er zoolog ved Duisburg-Essen-Universitetet i Tyskland og hovedforfatteren bag studiet, til New Scientist. 

Forskerne har set nærmere på Ansells muldyrsrotten (Fukomys anselli), der ligesom andre nøgenrotter altid bygger deres reder i den sydøstlige del af deres tunnelsystemer. 

Muldyrsrotten er en social dyreart, der typisk lever i grupper af ti. Deres øjne er meget små - blot to millimeter i diameter – og de kan kun se forskel på lys og mørke. 

For at undersøge rotternes orienteringsevne fjernede forskerne øjnene på flere af dyrene. Over halvandet år observerede forskerne muldyrsrotterne.  

I sidste ende kunne forskerne konkludere, at der ikke var forskel i adfærden blandt de to grupper. Rotterne uden øjne kunne grave, parre sig og lege med de andre uden problemer. 

Efter dette var bevist, placerede forskerne forsøgsdyrene i fire forskellige magnetfelter, som forskerne havde kontrol over. 

Her opdagede forskerne, at rotterne med øjne byggede deres reder i den sydøstlige del af magnetfeltet. 

Rotterne uden øjne byggede deres reder over hele magnetfeltet uden systematiske spor. 

»Vi konkluderer, at man ved at fjerne øjnene på muldyrsrotter, også fjerner deres evne til at navigere via magnetfelter. Vores studie er det første, der identificerer et pattedyr, som har et organ, der kan fornemme magnetfelter,« skriver forskerne i studiet. 

Studiet er publiceret i Journal of the Royal Society Interface. 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.