Danmark har, udover snogen og hugormen, ingen særlige slanger at prale af.
Men verden så helt anderledes ud for ca. 50 millioner år siden, hvor op mod flere meter lange havslanger boltrede sig i vores farvande.
Det afslører et nyt fossil på Mors, som danske forskere fra Kunstakademiets Konservatorskole har fundet og studeret sammen med forskere fra henholdsvis Geologisk Museum og Moler Museet. (Se boks).
Studier af fossilet viser, at dyret har været tæt beslægtet med nutidens kvælerslanger som python og boaer, og derfor har indgydet respekt blandt de andre kræ i havet. Resultaterne vil inden længe blive publiceret i det videnskabelige tidsskrift 'Bulletin de la Societé Géologique de France'.
»Det er interessant at se, at der i forhistorisk tid har levet mange andre slangearter end de nulevende snoge og hugorme på vores breddegrader. Det siger noget om den store forandring, der har været igennem den fossile udviklingshistorie,« fortæller Hans Viborg Kristensen fra Kunstakademiets Konservatorskole, der har været med til at undersøge fossilet nærmere.
Fossil lå i marine aflejringer
\ Fakta
Studiet er gennemført af ph.d.-studerende Hans Viborg Kristensen og lektor Arne Redsted Rasmussen fra den Naturhistoriske Linje på Kunstakademiets Konservatorskole sammen med Gilles Cuny fra Geologisk Museum og Henrik Madsen fra Moler Museet.
Det nyfundne fossil er gravet ud af marine aflejringer på Mors, hvor det gemte sig mellem fossile fiskeskeletter og hajtænder.
Fossilet består af ryghvirvler, som er meget høje og flade i forhold til ryghvirvlerne af de slanger, der lever til lands. Dets karakteristiske form er kendt fra andre arter af havslanger og formodes at have givet dyrene gode livsbetingelser i havet.
Ved at studere og kortlægge knoglernes former og deres indbyrdes vinkler kunne Hans Viborg Kristensen og hans kolleger hurtigt afgøre, hvilket dyr knoglerne kommer fra.
Der er tale om en havslange af den velkendte slægt Palaeophis, som man ved levede i havet gennem millioner af år. Slægten har været vidt udbredt og har haft adskillige arter, der har indtaget store dele af kloden.
»Fundet af den fossile Palaeophis udvider vores viden om fortidens dyreliv i Danmark. Selvom slanger systematisk set 'bare' er en udvidet familie af øgler, viser Palaeophis os, hvor succesfulde slanger har været til at tilpasse sig vidt forskellige levevilkår,« siger han.
Fossilet er overraskende gammelt
Det er anden gang, at palæontologer finder fossiler af den primitive slægt i Danmark, og det nye fund har vist sig at være overraskende gammelt.
»De stammer fra overgangen mellem to forskellige tidsaldre, nemlig Paleocæn og Eocæn, hvilket er tidligere end hidtil antaget. Det rykker dermed gruppens tilstedeværelse tilbage i tid i Europa,« siger Hans Viborg Kristensen.
De ældste fund af Palaeophis er fra den seneste del af Kridttiden og stammer fra Afrika. Det andet kendte fund fra Danmark er fra det tidlige Eocæn ligesom de øvrige fund fra Europa.
Havslanger af den slægt, som man nu har fundet fossiler af i Danmark, er på et eller andet tidspunkt uddøde. Det store spørgsmål er, hvornår og hvorfor.
»Man ved ikke, hvad det var, der fik den til at forsvinde, men det vil kommende studier måske kunne løfte sløret for,« slutter han.
Først til lands, så til vands
En anden ting, som det nye fossil kan være med til at kaste lys over, er, hvorfor denne slægt, der oprindeligt levede på landjorden, overhovedet kastede sig ud på dybt vand – en udvikling, som nutidens havslanger også har gennemgået, blot på et senere tidspunkt i Jordens historie.
Nutidens og datidens havslanger er nemlig ikke i slægt med hinanden.
»Vi kan konstatere, at slanger på landjorden gennem historien flere gange uafhængigt af hinanden har indtaget havene, hvilket er virkeligt spændende set i et evolutionært perspektiv. Vores håb er, at nærmere studier kan gøre os klogere på, hvad der driver den udvikling,« siger Hans Viborg Kristensen.
Det spørgsmål vil blive undersøgt i et kommende ph.d.-projekt, hvor den studerende efter planen skal sammenligne nulevende havslanger, som lektor Arne Redsted Rasmussen fra Konservatorskolen har indsamlet, med de uddøde Palaeophis’er, der begge, helt uafhængigt af hinanden, har tilpasset sig et liv i havet.
»Planen er at kaste lys over, hvorvidt hvirvlernes former kan bruges som indikator på, om dyret har levet til lands eller til vands,« slutter Hans Viborg Kristensen, der er naturhistorisk konservator (Cand.scient.cons. fra Konservatorskolen).
Den uddøde gruppe af havlevende kvælerslanger (Palaeophis gruppen) har formentlig været lige så sammensat, som havslanger er i dag – nutidens havslanger er en af de mest sammensatte grupper af marine dyr, der ånder ved hjælp af lunger.
Hans Viborg Kristensen
Han har gennemført studiet sammen med lektor Arne Redsted Rasmussen fra den Naturhistoriske Linje på Kunstakademiets Konservatorskole samt Gilles Cuny fra Geologisk Museum og Henrik Madsen fra Moler Museet.
\ Uddøde slanger var op mod ni meter lange
Fossile fund af Palaeophis viser, at arterne indenfor denne slægt har varieret utroligt meget i størrelse fra ni meter for Palaeophis colossaeus til en halv meter for Palaeophis casei. Selvom de har haft en vældigt stor geografisk udbredelse samt forskellig anatomi, er de alle uddøde i dag. Deres nærmeste nulevende slægtninge er kvælerslanger som python og boa’er hvoraf ingen udelukkende lever i vand.
Den havslangeslægt, som det nyfundne fossil tilhører, har igennem tiderne været meget succesfuld og har haft adskillige arter, der har indtaget store dele af kloden. Gruppen har formentlig været lige så sammensat som gruppen af giftige havslanger er i dag. Denne dyregruppe er en af de mest varierede på kloden.
Hvordan de forhistoriske havslanger præcis har set ud, ved forskerne ikke. Man ved blot fra studier af andre fossiler, at havslangers ryghvirvler har en karakteristisk sammenpresset form, der ruster dyret til at kunne klare sig i havet.
